Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14
En aften optraadte i teatret en ung, svensk
sangerinde, Welhaven vidste tilfældig, at hun
allerede havde et navn, men Kristianias publikum
havde endnu ikke hørt tale om hende — og
modtog selvfølgelig hendes præstationer uhyre
reserveret.
Hun sang og sang vidunderligt, men ikke en
haand rørte sig, Hun sang videre, den ene
folkevise efter den anden, en sten kunde røres
ved disse toner, kun ikke det, der var haardere
end stenen, Kristianias publikum. Det holdt sig
fremdeles roligt. Enkelte af tilhørerne skottede
dog hen til Welhaven, der med en underlig
mine, ligesom forstemt, stod midt i parkettet,
»De venter, jeg skal gi signalet,« hviskede
han til sin sidedame, en ungdomsveninde af ham,
der har fortalt mig historien. »>Nu klapper jeg.
Hvis jeg ikke gjør begyndelsen, rører saamænd
de bæster ikke en haand i hele aften.«
En bragende applaus lød i sidste øieblik
gjennem salen. Man havde lagt mærke til, at
Welhavens lyse glacéhansker sloges let sammen.
Publikum vidste nu, at det havde lov til at
tro paa sin egen følelse og til at give den til-
bagetrængte beundring luft. —
I denne kolde og triste, for en digter dobbelt
knugende atmosfære levede Ibsen aar efter aar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
