- Project Runeberg -  Mine Erindringer /
111

(1900) [MARC] Author: John Paulsen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

ITI

sagde, at den eneste glæde, hun i de sidste aar
havde, var at kunne være noget for andre. Hun
fortalte mig om en ung student, hun havde
hjulpet frem, som artede sig saa vel, og fra
hvem hun netop havde modtaget et pent brev,
— et brev, der rigtigt fornøiede hende.

Da jeg til afsked rakte hende haanden, vilde
hun ikke modtage den. Hun var krænket. I
døren vendte jeg mig med en bøjning og saa
spørgende paa hende, ventende, at hun skulde
kalde mig tilbage. Men hun stod taus, i samme
stilling, grædende, ved siden af bordet med guld-
stykkerne.

Ud paa forsommeren foreslog hun mig, at
vi skulde tage til Neapel sammen. Hun havde
ikke følge og vilde. helst reise med en lands-
mand. Jeg svarede af flere grunde undvigende,
jeg skrev paa en bog, der krævede ro og ensom-
hed, og jeg vidste forud, at sammen med fru
Collett vilde jeg ikke faa tid til arbejde. Hun
vilde for resten med lethed kunne faa andet
rejsefølge, trøstede jeg mig med; der var i Rom
flere skandinaver, som netop da skulde gøre
turen til Neapel og Sicilien.

Uden at underrette fru Collett derom. reiste
jeg kort efter alene sydover. Paa Capri erfarede

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 15:20:37 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/pjmineerin/0117.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free