Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
i »En døende«, hendes sidste, vemodige skrifte-
maal:
Som taage synker i denne stund
alt, hvad jeg her maatte lide:
Et-husker jeg, et eneste kun,
det var min bitreste kvide.
Nu stiger den frem fra sin fængselsgrund,
lydt skrige den vil fra blegnende mund
— — — alle skal faa den at vide.
Nej, nej, var stum du de lange aar,
vær stum, min sorg, til det sidste|
Holdt ud du i hjertets fejreste vaar,
hold ud — ret snart vil det briste! —
Stil, rolig, min skat, min bitre fryd,
min straf, min stolthed, mit hjertes pryd, —
jeg tåger dig med i min kiste.
Hvad var det, som skilte disse to bjerter,
der af skjæbnen syntes bestemte for hinanden:
Begge unge, smukke, højt begavede, begge
hørende til samme selskabelige kreds. Nogle af
Welhavens dejligste, mest stemningsrige digte er
til og om hende.
Skulde Welhavens kjærlished til hende,
hvad flere har troet, kun have været en fantasi-
forelskelse, lige saa attraaløs og selvopgivende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
