Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
127
Eilif Petersen svarede paa sin elskværdige
maade, at han »den gang var undskyldt af gode
grunde, han var nemlig ikke født.« — Og saa
maatte hun hjertelist le.
Jeg tillod mig at gjøre hende opmerksom
paa, at hver alder har sin ejendommelige skjøn-
hed, at ligesom i naturen maa der i menneske-
livet gives høst og vaar — at begge i en kunst-
ners øje er lige interessante — og at hun var
lige saa smuk nu, omend paa en anden maade,
som hun havde været i sin ungdom.
Med moderlig, overbærende venlighed smilte
hun af mig.
»Os det er Eilif Petersens menine at for
ære Deres billede til nationalgalleriet i Kristi-
ania«.
Jes kunde ikke håve ytret noget uheldjøere.
Hendes ansigt fik et haardt, uforsonligt udtryk.
»For at folk i Kristiania skulde pege fingre
af det, eller maaske kaste sten paa det,« svarede
hun. »Tak!«
Hendes stærke uvillie mod Kristiania er al-
mindelig bekjendt, hun opholdt sig nødtvungent
der. Gang paa gang slaar denne uvilie os i
møde i hendes skrifter. Hvem husker ikke det
berømte sted i »Amtmandens døtre?«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
