Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
185
saare vemodigt indtryk, vi havde alle staaet Ole
Bull mere eller mindre nær.
Lie var hans gode ven, jeg havde i min
ungdom nydt godt af Ole Bulls gæstfrihed ude
paa Lysøen, og i Ibsens liv havde Bull grebet
ind, da han i sin tid kaldte ham til Bergen for
at virke ved den nationale scene der.
Hele den triste Augustaften talte vi om ham.
Enhver af os havde et eller andet lidet træk at
fortælle, der karakteriserte den afdødes genialitet
og patriotisme. Vi syntes, det var godt, at han,
der havde flakket saa om i verden, nu fandt
hvile i norsk jord istedetfor ude i det fremmede.
At Bulls siste ønske paa dødsleiet havde
været at se en lyngblomst, rørte os dybt. Dette
ønske var i sig selv et digt — ingen digter
kunde gøre det skønnere.
Selv var Bull i sin kunst enkel og frisk
som den fjeldblomst, han elskede . . .
Da vi senere hen i aviserne læste om den
storartede begravelse, om denne lange række
skibe med flaget paa halv stang, som escorterte
hans lig paa veien fra Lysøen til Bergen, et
gribende sørgetog uden lige, sagde Jonas Lie
henrevet: »Det er kun bergensere, som kan
arrangere sligt!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
