Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232
»Jeg har aldrig kunnet forstaa Goethes op-
førsel ligeoverfor Schiller, da denne laa dødssyg.
Han besøgte ham jo slet ikke, — skønt Schillers
hus kun laa et par skridt fra hans egen bolig,
hvad jeg her har opdaget — han saa ikke liget,
han deltog ikke i begravelsen, og gjorde intet
for at give denne et mere storartet og høitide-
ligt præg.«
»Det er det dunkle punkt i Weimars hi-
storie«, svarte damen med en discret mine.
Dette punkt er dog ikke saa »dunkelt«
endda — og jeg vil tillade mig at give min
skærv til løsningen af det.
Goethes bekendte egoisme — eller rettere
sagt, hans æstetiske ulyst til at modtage pinlige
og uskønne indtryk har her været det be-
stemmende,
Han slægtede ikke alene sin moder paa i
»frohnatur« og »lust zum fabulieren«, men ogsaa
i meget andet. Den gamle, verdenskloge »frau
rath« gav saaledes sine tjenestepiger streng befa-
ling til aldrig at fortælle hende om ulykkestil-
fælder, der hændte i nabolaget. Hun kunde saa
alligevel ikke hjælpe, mente hun, og hun vilde
beholde sit gode humør uforstyrret.
Dette mærkelige karakterdrag er det, som
gaar igen hos sønnen. Han, »der alte heide«,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
