Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
239
dette klingende digt om hans hjerneskal mange,
mange aar efter hans død, —
Goethe overlevede som bekendt i næsten
en menneskealder Schiller — og dog formaaede
denne trods sin korte levetid at sætte sit præg
næsten lige saa dybt som den ottiaarige Goethe
paa Tysklands aandelige udvikling. Schiller elskes
og læses for tiden ikke alene af de literært dan-
nede i Tyskland, men han er ogsaa trængt ned
i samfundslag, som den aristokratiske Goethe
aldrig naaede og heller ikke brød sig om at naa.
»Kunstværker er ikke til for pøbelen« (pøbe-
len her i betydning af den store masse) skriver
han etsteds, meget betegnende for ham. Han
vilde ikke som Schiller være broder med alle —
han føler slet meen trang til af »omfavne
millionerne.«
For en digter er det ikke livets længde, det
kommer an paa, hovedsagen er, at han gør de
leveaar, der er tilmaalt ham, saa rige, saa intense
som muligt, brændende sin eiendommelighed, sit
særegne fysiognomi, ind i tidens bevidsthed.
Vor egen Henrik Wergeland døde jo ogsaa
ung — men hvor meget udrettede han ikke i
denne korte lyse sommerdag, hvor »morgen- og
aftenrødmen ligesom mødtes i et langt, dvælende
kys.« Han dannede det unge Norge i sit billed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
