Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
93
Vending over til at udmale den frie Kjærlig-
heds Skjønhed. Den Taushed, hvormed An-
drea hørte paa ham, øgede hans Mod. Han
bekjendte, at han i hende troede at have
fundet omsider en af disse stærke Kvinder,
der i Bevidstheden om sin Selvherlighed stolt
hæver sig over Samfundets smaa Vedtægter,
over alle ynkelige Menneskepaafund (saa
kaldte han Lovene) og betonede det efter
hans Mening Latterlige i, at man ved ydre,
brutale Baand tror at kunne forpagte for
evigt det Flygtigste, Skjønneste, Sarteste, som
Mennesket eier: hans Hjertes Følelse.
Og ligesom henrevet af sin Tales Varme"
lagde han sin behandskede Haand paa An-
dreas. Hun trak sin hurtigt tilbage og saa
paa ham ikke uden Mistro. Dat Keitede i
hans Væsen, som første Gang havde slaaet
hende, var nu ganske borte. Hans Optræden
var sikker. Hans Antræk var ligesaa elegant
som hans Figur fin og sirlig. De lyse Glacé-
handsker sad stramt om de smaa Hænder
med de lange Fingre, som legte med Spadsere-
stokken.
- Det brune Ansigt med de uregelmæssige
Træk udtrykte en tæmmet Lidenskabelighed.
Øinene var sorte og brændende, næsten stik-
kende. Naar han smilte, fik de et cynisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
