Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
Men den unge Maler faldt siden den Dag |
i Unaade; hun vilde aldrig mere omgaaes
ham.
Og saaledes endte alle hendes Forbindelser.
Der kom en Dag, hvor Elskeren blev paa-
trængende, han lutter Flamme, hun lutter Is,
og saa skiltes de som to fiendtlige Elementer,
der ikke kan flyde sammen.
Rosenius’ Roman ventede kun paa denne
Afslutning. —
Dagmar havde svoret i sit stille Sind, at
det nu "maatte være forbi mellem hende og
Rosenius, at hun ikke vilde se ham mere.
Men dette var et af disse Kjærlighedens over-
ilede Løfter, der gives, for straks at tages. til-
bage. Jo mere hun tænkte paa ham, jo mere
undskyldte hun ham. Hvorfor var hun egent-
lig vred paa ham? Hvad havde han da for-
brudt? Havde han lovet hende noget, havde
hun at besvære sig over brudte Eder? Nei,
langtfra! Hvad kunde han gjøre for, at hun
havde kastet sit tossede Hjerte som et Tæppe
for hans Fødder? Om han traadte paa det,
var det ikke hans Skyld. Man raader ikke
over sine egne Følelser. . .
Hun blev næsten rørt ved at tænke paa
den Venlighed, han altid havde vist hende,
hun trak frem af sin Hukommelse enkelte Ord,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
