Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
317 a
Der var de hvide Narcisser med den stærke,
vellystig bedøvende Duft, der helder sig smæg-
tende fremover paa sine lange, grønne Steng-
ler som om de lig sin Navne i Mythen endnu
bestandig søgte noget, et Speil, et Skogvand,
for deri at skue sin Deilighed.
Og saa kom Kamelierne, Azalierne, Re-
sedaen, som de forelskede Romere kalder
»Amoriner", Levkøier, særlig hvide, Gylden-
lakker, Hyacinther i Lilla, i Blegerødt, i Hvidt,
i Violet og det skjæreste Morgenrøde, drøm-
mende Penséer, blyge Konvaller, hvide og
blegrøde Tusindfryd, Løvetand og alle Kampag-
nens Smaablomster, en- foraarsbugnende Over-
flod, en Verden af Duft, af Glød, af Farver .….
, Men inde i det mørke, kjølige Syge-
værelse, bag de nedrullede grønne Persienner
laa Sverre alene. Kun Moderen var hos ham.
Han skulde dø og han vidste det.
Dog ikke en Klagelyd kom over hans
Læber. Med en stoisk Ro, der vilde gjort en
af Sagaens Helte Ære, saa han sin Skjæbne
i Øinene.
Normændene forstaar ikke at leve, de ved
blot en Kunst og det er at dø — dø med
Anstand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>