Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
322
Han. kunde ikke skjule for sig selv, at
Forholdet mellem ham og Sønnen blev koldere,
jo ældre denne blev, jo mere hans Kritik
vaagnede. Først havde han taget denne
Sønnens Kulde for Tilbageholdenheden hos
en’ fin Natur, Resterne af hans Barndoms
Skyhed — men at dette var et Feilsyn mær-
kede han desværre snart. Sverre havde ingen
Fortrolighed til ham. Han havde ikke skjæn-
ket Faderen et Kjærtegn, neppe et Haand-
tryk, siden han var Barn. Naar Forholdet var
bedst mellem dem, "havde det været som to
" høflige Kammeraters, hvoraf den ene har Al-
derens Overlegenhed, mens. den Yngre under-
ordner sig. — Ikke mere!
Men hvoraf kom denne dumpe Misstem-
ning? Paa hvis Side var Feilen?
Han krympede sig ved det — men det
maatte frem — undertiden havde han havt en
Anelse om, at Sønnen ringeagtede ham.
Han havde engang sagt til Moderen, mens
Pehrsen lyttede i Sideværelset, at han hadede
»Lakeisjæle, som krøb for alle”, og han havde
i samme Aandedræt berørt Faderens ulykke-
lige Besøg hos Ministeren, hans ,latterlige
Ordens-Galskab". — Men hvis Pehrsens Vei
ikke altid havde været snorlige, hvis han feigt
havde bøiet af og lirket nu og da, ,,krøbet"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
