Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
141
som helhed blot vinde derved — det blir mere sam-
mentrængt.”
Når jeg nu mindes disse Ibsens veiledende ord, blir
jeg rørt. Han troede på det dramatiske talent hos
mig, som nordiske teaterledere har været så tilbøje-
lige til at oversé. Han havde netop i de dage sendt et
skuespil af mig ,En forsoning",”) ledsaget af sin
varme anbefaling til Hartvig Lassen, der dengang var
censor ved Kristiania teater. Naturligvis kom stykket
tilbage.
Hartvig Lassen, denne tørre, korrekte, æstetiske
pebersvend, som Ibsen engang efter ,,Dukkehjem-
mets" opførelse i Miinchen, kaldte en , Helmer-figur",
havde ingen sympati for mit forfatterskab enten det
nu gik i dramatisk eller novellistisk retning. Lassen
var dog en mand med fortjenester; hans bog om Wer-
geland er god og må i flere henseender betragtes som
et kildeskrift.
Ibsen spurgte om hvad jeg læste i øjeblikket. Jeg
svarede, at jeg studerte Heine og udtrykte min beun-
dring for den tysk-jødiske digter.
»Men er De endnu ikke færdig med ham?" sagde
Ibsen i en forundret, næsten ringeagtende tone. Han
mente nok at i min alder (jeg var dengang fem og tyve
år) burde Heine-sværmeriet være et overvundet sta-
dium — og han havde sikkerlig ret. Det varede heller
ikke længe, før jeg blev grundigt kureret.
Da jeg vilde gå, standsede Ibsen mig og sagde:
+) Senere opført gentagne gange i Bergen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
