Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
143
Øj11e, der glødede lig to Flammer i det blege, be-
herskede Ansigt.
»Jeg skylder Dem Taknemmelighed, det er
sandt, min Frue. Jeg har ofte med Bekymring
tænkt paa den Gjæld, hvori jeg uden egen Brødes
var kommen til Dem. Den vilde som en Lænke
have trykket mig hele mit Liv; men ikvæld, efter
dette raa Overfald, er vi kvit, Frue. De har selv
opgjort vort Regnskab.«
Han bukkede med fuldendt Anstand og fjernede sig.
»Paa Gjensyn imorgen,« hviskede han til den
spørgende Frida og trykkede ubemærket hendes Haand.
,,Jeg maa bort og hente mit Tøj. Endnu ikvæld
flyttet jeg fra Byfogden.«
Hun søgte forgjæves at holde ham tilbage.
Hati gik. Et Øieblik efter tog ogsaa Byfogdens
Afsked. »Lad os gaa hjem, Mor-« klynkede Fred-
rikke, »jeg synes alle Mennesker stirrer mig ind i
Ansigtet.« Og Byfogdinden slyngede sin hvide
Burnus om Skulderen, og ved den bøiede Datters
Side gik hun med ntajestcetiske Skridt ud af Salen.
Da Konrad havde forladt Ballet, syntes Frida,
der blev Tomhed rundt om hende. Taus som
Kristiane, men i en lysere Tankeverden end dennes,
sad hun hos Tanten. Denne Kvæld var Vende-
punktet i hendes Liv. Hvor Livet syntes hende lyst
og bugnende rigt! Hvor Menneskene var gode og
hvor Fremtiden var skjøn! Den lignede en sol-
bestraalet Sti, bedækket af Roser, der førte ind til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
