Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
159
det med et rigtig fuglelet Sind, dog ikke uden en.
vis behagelig Hjertebanken, han for op igjennem
den gamle, velbekjendte Allee.
Hvor Frida var yndig den Dag i den lyseblaa
Kjole med det blaa Silkebaand om Haaret. Det
vel Stojende og Livlige, der før karakteriserede
hendes Bevægelser, var borte, og noget usigeligt
Vlidt, næsten Vemodigt, var udbredt over den hele,
kjække Skikkelse, medens Øjnene smilte som i stadig
Taareglands· Da han kom, stod hun allerede paa
Verandaen og stirrede ned over Vejen efter han1,
medens hendes Lokker legede i Blæsten.
»Frida har været som gal idag, trippet hid og
did som en urolig Hue-ne,« lo Frit Skjold og om-
favnede bevæget sin »kjære Svigersøn.««—,,Dette er
vist tyoende Gang, hun er ud paa Verandaeit paa
Udkig efter Dem.« .
Frida rødmede og truede skjælmsk til Tanten;
men Konrad trykkede taust hendes Haand.
J flere Timer var nu det unge Par uforstyrret
sammen. Fru Skjold gik til sin Husholdning og
havde Koiiferencer med sin Slagter, Kristiane stod
ntrættelig i sit Atelier og malede paa et brusende-
Fossefald, som hun vilde have færdig, inden hun
rejste. Og de Unge savnede slet ikke de Fraværende.
De havde, som alle Forelskede, tusinde Ting at sige-
hinanden, tusinde Planer at lægge for Fremtiden,
saa at Tiden fik Vinger og fløj. De saa ind i
hinandens Øjne, hvor Ordet kom tilkort, og i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
