Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
207
Vanvittig! Og det for hans Skyld! Hun
— havde selv hørt, at hun i Folks Øjne var en falden
Kvinde, hun havde hørt hvorledes han, forledet
og pint as Sladderen, havde forncegtet og spottet
sin Kjærlighed. Det var som om han selv vilde
gaa fra Sands og Samling ved denne uventede
Sørgepost. Og han som kom med et hemmeligt
Haab om atter at møde hende og maaske gjøre Alt
godt igjen! Thi Længselen var stor og Kjærlighe-
den rede til Alt! Det var nu som Solen gik ned-
og alt blev dyb, mørk Nat om ham.
-J disse Uger, som han forholdsvis lykkelig,
havde tilbragt paa det dejlige Middelhav, i dets
blomstrende Havne, havde hun altsaa lidt paa
Sjæl og Legeme — for hans Skyld? O, hvilken
Elendighed, Tanken kvidede sig ved at gaa til-
bunds i den! Han rasede, han anklagede sig selv-
og Skjæbnen, og tilslut rejste han sporenstregs,
uden at bede om Permissioii og uden at raste hver-
ken Nat eller Dag, tilbage til sin Fødebr). Hvad-
brod han sig om Fru Skjolds velmenende Raad——
nu? Lidenskabeii talte høiere end al Fornuft. Han.
maatte se Frida, han maatte tale til hende og
erholde ialfald hendes Tilgivelse. Hvor svag, hvor
lettroende havde han ikke været! Hans Syiid mod-
hende var forfærdelig i sig selv, forfærdeligere end-
nu i sine uforudsete Følger. Og, o Ve! maaske
det aldrig kunde gjenoprettes? Men, hviskede Haa-
:
?
l
. !
s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
