Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
213
Hun bevarede den samme ubevægelige Ro.
»Frida, Fridal« raabte han høit og smerte-
ligt. ·
Hun stod et Ojeblik lyttende, som om hun hørte en
fjern, fremmed Musik,s aa smilte hun med barnlig
Hemmelighedsfuldhed til ham og hviskede: »Du
maa ikke raabe saa.« — Hun pegede paa Døreii,
hvor Vogtersken nys var gaaet ud —- ,,Hun liker
det ikke, hun siger altid til mig, at det blot er
uartige Smaaborn, som skriger."
»Aa, det kan ikke være muligt, du maa kjende
mig,« raabte han, ude af sig selv, søgende efter
stærke Ord, der kunde magte at ryste denne sløvede
Forstand. »Konrad, hører du, Konrad Ørn, din
Konrad1 Det er jo mig, som du elsker og sørget
over! Det er mig, som saa grusomt har forladt dig
og som nu paa mine Knæ beder dig om Tilgivelse.
Se mig dog rigtig ind i Øiet og lyt til min Røst!
Minder den dig ikke om de svundne dejlige Dage?
Det var jo mig, som drøntte med dig paa Jsen hin
Maaneskinskvæld, det var mig, for hvem du gjemte
Rosen i din Salmebog, det var mig, som laa syg
blandt Fremmede, men som du, Kjække og Varm-
hjertede, besøgte trods alle Hindringei«, medbrin–
gende himmelsk Trøst, det var vi to, som tilslut
fandt hinanden paa Ballet. . . Husker du ikke. . .
Vi stod i. den mørke Alkove. . . bag Damaskes-
tæppet. . . Musiken klang sagte som for ikke at for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
