Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182 John Paulsen.
klingende mynt. For en stolt følelse at eie
penge, som jeg selv havde tjent, og" det ved
min klinst HEDE jo tørste fedme Emi liv
at jeg selv havde erhvervet noget.
Og hvilke fremtidsplaner lagde jeg så
ikke — |
År gik hen. Mine kammerater søjorde
størrer billeder snoede m vande navn Jes
derimod blev stående ved skitsen. Jeg kom
aldrig videre. Min lærer opfordrede mig til
at forsøge mig på en større komposition, men
dette forsøg mislykkedes. Min tegning var stiv
og ubehjælpelig, min kolorit usand, og mine
møisomt udarbeidede staffage-figurer lo man af.
De lignede mere trolde end mennesker, sagde
en: — "Jes vendte tilbage til skitsen" Darjeg
ganske manglede opfindelsesevne og heller ikke
studerede naturen) sentor jes stedsedet’ samme
motiv, hvori jeg først havde forelsket mig, et
høst-landskab med nogle gulnede birke og en
liden pige med en blå kyse i forgrunden.
Kunsthandleren trak på skulderen, når jeg
nu bød ham mine småting. «Det går ikke,»
sagde han, «det er ubrugeligt.» Imidlertid troede
minefvenner "eddnupå, mig” == leg det Koldt
mig oppe.
Jeg lignede dengang en af disse unge for-
fattere, "der har skrevet” nogle nette, lytiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
