- Project Runeberg -  Fredrika Bremer. En nordisk kvindes liv og gerning /
34

(1892) [MARC] Author: Richard Petersen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

og Fred. Og skønt hun var kommet ind paa en Vej,
som nok kunde fore hende til selvtilfreds
Gerningsretfærdighed, blev Arbejdet dog ikke spildt for hende selv; af
og til fornam hun en Luftning fra oven, der kvægede
hendes Hjerte. Dertil kom, at hendes Helbred ved den
megen Bevægelse i den frie Luft styrkedes, Blodet flød
lettere i hendes Aarer. Om Sommeren brugte hun stadig
Bade, jævnlig lod hun sig efter den Tids Skik aarelade,
og det ene med det andet gjorde, at hun helt kom ud af
den legemlige Sygeligheds Periode, hvorved hun ogsaa
lettere kom over de aandelige Lidelser.

Hun bevarede siden Mindet om en lykkelig Stund.
Det var en af de sidste Dage i Marts, Sneen laa hen
over Mark og Skov. Hun kom fra et bedrøvet Menneske,
hvem hun havde bragt Trøst og Hjælp. Rask ilede hun
afsted for at naa hjem før Mørkets Frembrud. Et Øjeblik
standsede hun for at drage Aande og saa’ mod Vest,
hvor Solen sank i Purpur. Da kom der en Luftning
imod hende, susende hen over Snemarkerne, en Luftning,
fuld af Mildhed og Vaarfornemmelse, og hun indsugede
den og følte sig styrket paa Legem og Sjæl. Da gjorde
hun sig selv det Spørgsmaal, som hun mangen Gang
før havde gjort sig: «Vilde du nu dø?» Men medens
det i lange, lange Tider havde lydt i hende: «Ja, helst
dø og komme bort fra al denne Elendighed!» saa
kunde hun nu svare Nej. Nu vilde hun ikke dø! «O,
lykkelige Time! Nu vaagnede i mig et Haab om en
Opstandelse til Lykke ogsaa her paa Jorden.» Da var hun
omtrent 27 Aar.

Fra Fredrikas Virksomhed som kvindelig Læge fortæller
Søsteren Charlotte følgende Træk: Hun tillavede
undertiden Medikamenter efter egen Opfindelse. En Dag
kom en ældre Bondekone, der boede 3 Fjerdingvej fra
Årsta, og bad om et Middel for sine Øjne, hvis
Synsevne tabte sig, medens hun tillige havde Smerter i
dem. Fredrika gav hende en Flaske med den Besked, at
hun af dens Indhold skulde dryppe et Par Draaber nogle

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 15:35:46 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/prfbremer/0046.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free