Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sjældent fordunkles af hede Dunster. Om Venner ere
bortgangne, saa have de draget vort Hjerte med sig op
mod et bedre Hjem; om mangen Nydelse er bortdød, saa
ere andre, nye Nydelser komne til, og mange, mange
Lidelser ere forsvundne. Saaledes har i det mindste jeg
følt det. Ja, Høsten i Livets Alder kan være en god, en
rig Tid; man maa blot vogte sig for Frosten. Den er
Faren paa denne Aarstid, og Jordens bedste Blomst —
Menneskehjertet — er lige saa meget i Fare for at visne
ved den som Jordens ringere og mere materielle Børn.
For en Moder og lykkelig Ægtefælle er denne Fare dog
ikke stor. Om hende banke Hjerter i inderlig Forening
med hendes, og dette kan da ikke kølnes. Større er Faren
for den sammenlignelsesvis ensomme. Det eneste
Redningsmiddel er ogsaa her Kærlighed, og denne Følelse
kan ejes af ethvert Hjerte, som vil det, just fordi et
evigt varmt Hjerte banker i Verdens Midtpunkt, med
hvilket vi alle staa i Forbindelse.»
Da Frances havde mistet en lille Søn, mindede
Fredrika den dybt nedbøjede Moder om det gamle Ord: «Der
voxer meget Brød i Vinternatten.» Men hun havde ondt
ved at trøste hende, thi Frances var ikke videre end, at
hun mente, at «den naturlige Religion» maatte være nok.
Derfor søgte Fredrika mere end nogensinde for at vise
hende Kristendommens Sandhed og dens store Haab. Hun
skriver som Vejledning for hende i Sorgen: «Lidelsen og
Smerten have længe forekommet mig at være Livets mørke
Genier. Men nu ikke mere. Jeg har set, at de kunne
være Livets gode Engle. Det blive de for os, naar vi
med dyb og energisk Fortrøstning holde fast ved den
Magt, den Fader, «som slaar og som heler», og som ved
de tildelte Saar skaber Hjerter, aabne for ham.» Hun
omtaler her, at da hun engang for mere end 15 Aar siden
kom til at tale med en kristelig Mand om den
tilsyneladende Uretfærdighed i Verden, om de mange Lidelser,
ogsaa hos Dyrene, da udbrød denne Mand med et mærkeligt
Udtryk i Øjet: «Jeg vilde ikke ønske, at et eneste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
