- Project Runeberg -  Fredrika Bremer. En nordisk kvindes liv og gerning /
121

(1892) [MARC] Author: Richard Petersen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Brusen, som — siger man — aldrig ophører, men kun
mindskes et Øjeblik mellem 3 og 4 om Natten — da jeg
hørte denne Stemme i den folketomme Kirke, hvor der
ikke var nogen Gudstjeneste, da jeg skuede op mod dens
skønne Kuppel, som ingen Lovsang fyldte, men kun denne
drønende, brusende Stemme, en dump, kaotisk Larm —
da syntes jeg at fornemme Drønet af Skæbnens Strømme,
væltende sig gennem Tiden hen over synkende Riger og
Folkeslag, rivende dem afsted med sig ned i en umaalelig
Grav. — Det var en øjeblikkelig, men forfærdelig Drøm.»
Den store Nød, som overalt var synlig, pinte Fr. Bremer;
det gladeste Syn for hende var «Metropolitanbuildings»
Boliger for agtværdige Familier af Arbejderklassen, hvor
der ikke manglede Lys, frisk Luft og godt Vand. Men
forøvrigt kortede hun sit Ophold i England saa meget
af som muligt, for at komme bort fra det kolerahærjede
Land.

I Liverpool gik Fr. Bremer ombord paa Dampskibet
«Canada». Det var henimod Midten af September. Der
var kun en 60 Passagerer med, hvoraf 12—13 Kvinder.
Hun var ved godt Mod, da hun nu alene skulde drage
over Atlanterhavet, til en ny Verdensdel, hvor hun
personlig knap kendte et eneste Menneske. «Du kender mig,
min Unge!» skrev hun til Agathe, «end lever Hakon
Jarl!» Hun følte den indvendige Kraft i sig. «Noget af
Vikinge-Lysten og -Livet var altid i mig, og saaledes
er det endnu!» Enlighedsfølelsen trykkede hende ikke;
tværtimod var hun glad ved saaledes at færdes uden
Paahæng af andre. Hun skriver, at hun føler sig fri og let
som Fugl paa Kvist. «Og hvem er ene i Verden, naar
han blot af Hjertet, kan sige: Fader vor o. s. v.?»

Vejret var godt over Atlanterhavet, indtil de kom
under New Foundland; da blev det stormfuldt. Fr. Bremer
blev ikke søsyg, men kom dog, som hun skriver, i
«daarligt Humør» ligesom Andersens «grimme Ælling». De
förste, som bragte Hilsen fra Amerika, vare nogle smaa
Spurve, der ubarmhjertigt bleve jagede af nogle unge

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri May 10 17:51:37 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/prfbremer/0133.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free