Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
101
först havde faaet Oje for den unge Digter, anmeldte han
paa en rosende Maade liere af hans nylig udkomne
Værker, baade i Jenaer Tidende og i det nye Tidsskrift, han
udgav: Athenæum. Da W.Schlegel 1798 kom til
Berlin, gjorde han Tiecks personlige Bekendtskab og
sluttede sig ganske til Kredsen om ham, og der udviklede
sig et paa begge Sider frugtbringende Forhold.
Aaret efter stiftede Tieck et nyt, betydningsfuldt
Venskab, nemlig med Henrik Steffens, der under et
tiereaarigt Ophold i Tyskland havde gjort Bekendtskab
med Tiecks Skrifter og følt sig saaledes tiltalt af dem, at
Iran ønskede at komme i personligt Forhold til ham, og
dette skete, da Steffens i Aaret 1799 kom til Berlin.
Vel var hans Ophold der kun ganske kort, men dog nok
til, at de to, Naturfilosoffen og Digteren, gensidig følte sig
meget tiltrukne al’ hinanden, og der grundlagdes et
Venskab, der fortsattes gennem li ele Livet.
Imidlertid var en betydelig Forandring foregaaet i
Tiecks Tilværelse, idet han 1798 havde ægtet sin
Forlovede, Amalie Alberti. Hertil knyttede sig en besynderlig
Begivenhed af den Slags, vi have hørt om fra hans
Studentertid. Bruden skulde komme fra Hamburg, og den
længselsfulde Brudgom ilede hende i Møde paa
Landevejen. I en ensom Kro, nogle Mile fra Berlin, besluttede
han at vente paa hende; han kendte Stedet og dets
Omgivelser nøje. Munter og syngende skred han frem. Da
fik han meget tidligere, end han havde ventet, Oje paa
Kroen; han studsede, især da han syntes, at den skulde
ligge paa venstre Side af Vejen, men den laa paa
højre. Imidlertid, det kunde ingen Fejltagelse være, dér
laa den: den velkendte tykke Vært stod i Døren, Hønsene
gik i Gaarden. Men han søger forgæves at finde en Vej
ind til den over Grøften; underligt nok er der ingen;
’o o ’
altsaa springer han rask til. men springer for kort og falder
i Grøften. Han ser op — da er alt forsvundet, Hus,
Vært og Høns; han ligger i en Groft paa den aabne
Mark. Da han atter var kommen paa Benene, maatte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
