Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
Det hænder folk, som gaar i fjeldet, at skodden,
et sekund eller to, pludselig letter, saa de i et glimt
kan retlede sig. I et slikt skimt av et sekund hadde
Elis instinkt faat øie paa Ingrids hemmelighet.
Dag fulgte dag, stille og faamælt som før gik
steddatteren med i husarbeidet. Men naar hendes
og Elis øine møttes, da dvælte Ingrids blik enda litt
i Elis — dunkelt og trossig værget det noget, som
ikke længer lot sig gjemme. Og i nye sekunder følte
Eli, at alt, hun i dagens løp hadde vævet sammen
for at jage og drepe mistanken, hun bar paa, det
var taakebilleder, instinktet ikke kjendtes ved. Hun
var ikke alene om at bære et barn under hjertet —
ved siden av hende gik én, som ogsaa skulde bli
mor —. Desperat kjæmpet vilje og forstand imot
anelsen, som dag for dag blev til større visshet —
øinene saa det, de ikke vilde se, Ingrids legem gav
bud til hendes eget.
Og nu var hendes ro forbi, nu var værnet mellem
hende og verden bristet og brutt. Hun prøvde lytte
ind mot sit eget — det var blit saa stumt derinde.
Og naar Roars skridt lød i trappen, naar han tok i
døren, klemte hun læbene sammen over ord, som
aldrig maatte naa ham.
En dag, hun stod ute i kjøkkenet med
middags-stellet, ropte han paa hende.
«Eli! Eli!» Det klang gjennem hele huset, røsten
tonte av kraft og glæde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
