Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
lige ting kunde hænde, glæden hildret alt det
virkelige, det blev fjernt og næsten usynlig.
Eli sa det:
«Jeg syns, det er som et mirakel, Roar!»
Da lo manden:
«Ja, et sjølgjort mirakel! Og det tok sgu sin tid
og sin mand!»
Han blev ved at se paa hustruen, saa løftet han
glasset mot hende:
«Men uten dig var det ikke sked — uten dig hadde
jeg aldrig raad med det; guldmedaljen er din den,
Eli! Du faar ha tak, da . . .» Han tømte glasset.
«Tak Eli du ogsaa, Ingrid — gaar det frem for far
din herefter, er æren hendes, skal jeg si dig!»
«Tak, Eli,» hvisket Ingrid; og hun la armen om
stedmorens hals og trykket hodet ind mot hendes.
Slik blev hun sittende et øieblik. Den svale varme
fra Elis hud blandet sig med hendes egen, en
tryg-het kom over hende — hun var aldeles nær et andet
menneske, hun var ikke alene, det var ikke hun og
de to — det var hun og faren og Eli tæt sammen . . .
Eli turde ikke røre sig; saa nær kjendte hun
Ingrids hjerte, at slagene blev ett med hendes; og
hun saa over paa manden for at finde fæste — aldrig
kunde vel noget bli saa vondt, at de ikke kunde
bære det, han og hun, nu.
Da læge Roar Reinert Liegaard i universitetets
aula den anden september blev overrakt kongens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
