Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
197
guldmedalje for sin avhandling, var hans hustru og
ældste søn tilstede.
Men de sat ikke sammen — i menneskemyldret
ved indgangen hadde Per Liegaard truffet kamerater
og forlatt sit følge. Eli sat paa en av de forreste
stolradene mellem bror og brorsøn — professor
Tofte hadde fulgt processionen av universitetets
mænd op i fonden av salen, dér hadde han skilt lag
med sine kolleger og tat plassen ved siden av
søsteren. Til venstre, borte ved den lyse marmorvæggen
skimtet Eli Pers mørke hode — han stod i en klynge
unge mænd. Litt efter litt dreiet hun sig, saa hun
halvt fik ryggen den veien. Og nu tok hun ikke mer
øinene fra Roars nakke deroppe paa første stolrad.
I et par timer varte ceremonien med studentenes
immatrikulering. Der var samstemmig sang — der
var orkestermusik og tale av rektor — hundreder av
unge ansikt med blanke øine skinte, fra vægfeltene
straalte Munchs lyse farver tilbake.
Eli Liegaard fornam altsammen lik én, som i
skogen, borte i egen drøm, fornemmer solskin og
bris og elvesus.
Hun hadde glid haanden ind under brorens —
vage minder bølget gjennem hende, minder fra hun
var liten, glimt av morens ansikt og farens smil steg
og svandt, — smaapikeglædene sine husket hun,
husket timene ved morens sykeleie og lykkestunder
i Nils* hjem. Alt kom til hende for at fuldbyrde
stunden — alle hendes var hos hende nu med
blodet, som strømmet i brorens haand og hendes egen.
Oppe i salens bund, op mot billedet av solrennin-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
