Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205
indefra, dypt derindefra, hvor et andet lite hjerte
banket under hendes eget steg noget op til hende —
et bud.
«Ingrid er uskyldig, Roar.»
Han løftet armene — uten lyd, med en
haand-bevægelse, slog han ordene hendes til jorden.
Da nærmet hun sig langsomt stolen, patientene
hans brukte sitte i.
«Vi maa si til hende, at alt er godt, Roar — hun
skal ha et lite barn, det er jo ikke mot naturen, Roar!
Roar! Her hos os skal hun ha det — vi greier da det,
Roar, vi, Roar?»
Han slog hændene om hodet saa panden støtte
mot bordplaten.
«Hun elsket Tore» — sakte, uten skjælv i røsten
sa hun det.
Da braareiste han sig, forvildet av smerte stirret
han paa hende.
«Tore! Det er ikke Tore Tofte» — han næsten
skrek det.
«Nei, det er ikke ham —» et smil flakket om Elis
hvite læber — «Naturligvis er det ikke Tore, Roar!
Og allikevel — er det — mest ham. Vi, som er gamle,
skjønner det . . .» Hun bøiet hodet, som lyttet hun
indover i sig selv.
Han hadde reist sig. Han strøk haaret væk fra
panden, knappet en knap i trøien.
«Enten faar jeg hjelpe hende. Enten faar jeg
fri hende for det. Eller hun faar gifte sig med
manden.»
14 — Prisopgaven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
