Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208
En frost-flake nupret Elis hud — hjerteslaget
blev som borte i hende.
«Det er jo et barn, Ingrid» — hvisket hun.
«Neida, neida, det er ikke no’ enda, det er ikke
sandt! Det er bare noget, som kan bli borte, og jeg
blir aldeles frisk, aldeles frisk, aldeles frisk . . .» De
tynde fingrene grep hverandre og slåp hverandre.
Men Eli bøiet hodet og saa ned i sit eget fang; og
slik blev hun sittende mens hun snakket om barnet,
en kvinde bærer frem. Aa det er der fra minut til
minut, det lever for om ingen vet det, det har sit
lille sind, det er som frøet i jorden, det ørlille frøet,
hvor underet bor i celler saa smaa, at ikke noget øie
har set dem. Og en dag — en dag om længe, længe
tænker det kanske tanker, menneskene har bruk for
— ingen vet det enda! Eller det har en kjærlighet,
som skal varme og lyse, eller det har et smil, som
en anden ikke kan leve foruten — nei, ingen vet det!
Den vesle kroppen gror derinde, sjælen gror — den
er alt kommet og ingen vet hvorfra. Kan nogen faa
make til naade da, et lite barn, som hun skal værge
og stelle for i mange aar? En liten prik som blir til
menneske . . .
Eli tidde. Hun kunde ikke .se op, alting skalv i
hende; men hændene laa rolig i hendes fang.
«For den som er gift saa!» sa Ingrid.
«Det er verden, som har fundet paa det,» sa Eli.
«Men naturen selv har skapt barnet. Det er
menneskene, som er dumme — det er bare de dumme,
dumme menneskene, som enda ikke vet bedre, Ingrid!»
«End mor da? End hele byen da?» Skikkelsen i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
