Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
234
Det var blit storm nu; en hard tør storm, som
jagde avsted med halm og visne blad . . . Hun tok
veien utover langs fjorden, snart var hun forbi de
siste lykter, saa var det bare himmel og susende
trær og sjøens vældige orgelbrus. Etsteds vikte veien
mot stranden — der stanset hun.
Nordvesten bar ned paa hende fra siden, tørnet
mot den vesle, mørke skikkelsen i den forstore
frakken. Hun vendte ansiktet mot den — det var
akkurat, som den vilde hende noget . . .
Enda stod hun litt — et kjød og blod, opret og
trossig — stod og lagde hul i uværet, tok efter pust
og stod . . .
Saa fik hun lyst at lægge sig ned — lægge sig —
av fri vilje ... Forsiktig sklidde hun langs den skraa
skjæringen mot fjæren, fandt en sandstrimmel
ind-ved veilegemet, knælte, tok for sig med hændene og
kom overende. Her laa hun i etslags ly.
Nu hørte hun ikke andet end sjøen; bølgespruten
naadde hende ikke, men baarekammene reiste sig
lysende av mørket, ristet det hvite fakset mot
stormen og sank brutt foran sjøens krumme ryg
— sank og brast med en underlig lang, ulykkelig
lyd . . .
Hadde de gaat og lagt sig allesammen paa skibet
nu? Gik Roar alene paa dækket?
Med hændene stukket ind i ærmene, med føttene
opunder sig laa hun og prøvde se ham.
Imorgen aften gik han ombord for at reise hit
igjen. —
Men en dag kom Pers bryllup — og Anniks;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
