Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
Næste Morgen pakkede Heinrich sit Tøj og vilde drage
ud i Verden paa sin Profession, men Faderen vilde ikke
lade ham rejse. Kort efter var han saa heldig at faa
Arbejde i nogle Uger hos en Skrædder v Hilgenbach, og
det var da en Opmuntring for ham at se den gamle Egn
igjen. Den første Søndag, han var der, gik han til Grund
for at se til Familien. Han fandt den blinde Bedstemoder
paa sin Plads bag Kakkelovnen, men hun kjendte ham
strax paa Stemmen; han maatte sætte sig tæt ved Siden
af hende. Hun havde hørt, at Vilhelm var haard ved
ham. Derpaa sagde hun: „Hør nu! Vel er det dunkelt
omkring mig, men i mit Hjærte er det saa meget lysere.
Jeg véd, det vil gaa dig som en fødende Kvinde; med
mange Smerter maa du føde, hvad der skal blive af dig.
Det forudsaa’ din salig Bedstefader alt sammen. En Aften,
da vi ikke kunde sove, talte vi om Børnene, ogsaa om
dig. „Ja," sagde han, „jeg gad nok leve og se, hvad
der bliver af den Dreng. Jeg tror, at Vilhelm vil komme
i en Klemme; saa stærkt, som han nu driver
Kristendommen, kan han ikke føre det igjennem; han bliver nok
ved at være en from, ærlig Mand, men han skal erfare
meget. Han sparer gjærne og har Lyst til Penge og
Gods. Men Drengen, — han elsker ikke Penge’ og Gods,
men Bøger, og deraf kan man ikke leve som Bonde.
Hvordan de to vil staa i Baas sammen, véd jeg ikke.
Dog, Drengen vil tilsidst blive lykkelig, det kan ikke fejle.
Naar jeg laver en øxe, er det for at hugge med den, og
hvad Vorherre skaber et Menneske til, det vil han ogsaa
bruge ham til." Hvor lød disse Ord dog ikke trøstefulde
for Heinrich; det var, som han hørte Eberhards
velbekjendte Røst fra Graven: „Vær trøstig, Heinrich, dine
Fædres Gud vil være med dig!"
Glad forlod han Bedstemoderen, og i en betaget
Stemning vandrede han nu hen over de gamle,
uforglemmelige Barndomssteder op til Slotsruinen. Her faldt han
paa Knæ og bad til Gud, og her gav han sin Stemning
Luft i et yndigt Digt:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
