Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
177
Le og siger: „Fald hen, du Lidelsernes Bolig — og du,
Sejervinderske, il til Kranen!" Kunigunde dør og ser et
øjeblik efter Hanniel, der lyser af Glæde, for sig. „Herre
Jesus!" udbryder hun, „du viser dig for mig som for
Maria Magdalena!" Hanniel svarer: „Jeg er ikke din
Frelser, kjære Sjæl, men en Fælle i Forløsningen. Du
har nu overvundet, fat dig!" Kunigunde: „Hvordan er
det dog! Jeg havde det saa ondt, var ren afmægtig,
det var, som om jeg døde hen; paa én Gang drømte jeg,
at jeg var ligesom i en snæver Hvælving, en Kjælder;
det var bælgmørkt om mig, og jeg var saa bange. Men
med ét straalede da et herligt Lys som en Regnbueglans
fra en Krog; jeg løb derhen, og se, der var en Spalte,
som jeg kunde smutte igjennem, og da saa’ jeg dig for
mig." Hanniel: „Du drømmer ikke! Fat dig! Johanna
er nu dit Navn for Evigheden." Johanna: „Jesus Kristus!
hvordan er det dog med mig! Jeg skinner ligesom du.
Ak, min Gud, nu forstaar jeg, at jeg er død og er bleven
salig." Hanniel: „Kom med mig; jeg er sendt for at
hente dig hjem til vor Herres Glæde." — Under Johannas
uendelige Jubel svang begge sig nu afsted og svævede
uden Tøven igjennem Hades op paa Højden af de østlige
Bjærge. Herfra overskuede de hele det store Barnerige,
og det var saa skjønt, at Johanna udbrød: „Det er
rigtignok aldrig opkommet i noget Menneskehjærte, hvad
Gud har beredt dem, som elske ham." Hanniel: „Og
dog er dette kun Herlighedens Dæmring; det er Stedet
for Børn og umyndige." Johanna: „Men tilgiv mig, hvad
skal jeg kalde dig? Er du en Engel, eller har du ogsaa
været et Menneske som jeg?" Hanniel: „Johanna! Jeg
var din Medvandrer i din Pilgrimsfærd." Johanna: „Du,
min Medvandrer! Har jeg da kjendt dig?" Hanniel:
„Vil du se din første lille Søn, som døde fra dig i sit
Jordelivs andet Aar?" — Hanniel omslynger hende med
sin Arm, og saaledes svæve de blidt hen over yndige,
grønne Dale; et Purpurskjær fra østen straaler dem i
Møde, og en Luftning med Aand og Liv gjennemtrænge!-
12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
