Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Ludvig Holberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1911 - No. 3.
psykologiens historie i norge.
13
Det her citerte sted er noksaa merkelig. Det er et bevis paa ikke
ringe mottakelighet for fremskridt, naar den aldrende Holberg kan stille
sig forstaaende overfor en saa radikal psykologi og livsfilosofi som
Lamettries. Men særskilt er H.s lovprisning av erfaringen, hans uvilje
mot de paa forhaand »antagne definitioner og argumenter a priori«
betegnende for ham. Disse ord uttrykker kjernen i hans
filosofisk-psyko-logiske visdom.
Sine utfald mot fordomme og mot metafysiske forestillinger om
virkelighet og sjælsliv gjør H. navnlig gjældende i kampen mot
teologiske overgrep. H. er særlig paa vakt mot al religiøs læretvang.
Teologernes saakaldte beviser for sjælens udødelighet finder H. alt andet
end bindende. Naar man fastholder sjælens selvstændige væsen og
evige art, saa er det bare revelation — bare aapenbaringen man kan
holde sig til i tro. De vink man faar om sjælsproblemerne, maa man
ihvertfald ikke utlede av fornuften1, men af erfaringen. H. mener at
kunne paaberope sig den indre erfaring som støtte for flere punkter i
sin psykologi: for sin stoiske lære om de »almindelige notioner«, om
menneskets dømme- og handlefrihet, om sjælen som noget mere end en
»konstig machine eller en organiseret materie«2. — At H. endnu i flere
henseender har gjort sig forkjærte meninger om de enkelte punkter i
sjælelæren, er ikke andet end man maatte vente. Men det skal
fremhæves at hans principielle syn er modernt og hans krav til metoden
saa rigtig at man bare kunde ønsket det altid var blit hævdet inden
psykologien i Norge. I et av sine epigrammer (I, 101) minder han om
Newtons beskedenhet og ytrer i den sammenhæng: Jeg vilde at alle
philosophi skulde entholde sig fra de spørgsmaal om aandernes
egenskab og sjælenes skikkelse, deres virkning, hvorledes de subsistere . . .
Jeg vilde at de derimod aliene dømme a posteriori, det er, efter sjælens
virkninger, saa lærede vi i det ringeste noget lidet vist i steden for
utalligt uvist.
Under den indre brytning i vort sind om hvad vi skal holde for
visst og hvad for uvisst, ser vi os om efter en avgjørende domstol,
efter kriterier, som det heter i tænkevidenskapen. En sikker instans til
at avgjøre hvad som er virkelig, eier vi, efter det den moderne psykologi
samstemmig vil fastholde. Denne instans er vor sansning. Et
sanseindtryk kan rettes av et næste; indtryk fra een sans kan fuldstændig-
1 Epist. 31; 329: Jeg haver paa adskillige steder udi mine skrifter viset, at naar man
paa forstanden allene vil grunde lærdommen om sjælen, saavel menneskers som dyrs,
styrter man sig udi labyrinther, hvoraf man ikke kand udreedes.
2 Epist. 50, 73.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
