Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Ludvig Holberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IO
ANATHON AALLA
H.-F. Kl.
gjøres først ved indtryk fra en anden sans; det hindrer ikke at vi
holder os just til sansefornemmelsen som avgjørende hovedkilde for vor
domme om det som er virkelig H. deler helt igjennem det syn og
fremholder det energisk; uten tro paa sine sansers vidnedyktighet og
troverdighet vilde al virkelighetserkjendelse gaa tilgrunde og aandslivet
vilde løpe ut i haapløs tvil1. H. fastholder dette standpunkt overfor
den sterkeste motstander som hin tid kunde føre i marken, den religiøse
konfessionalisme 2.
Det er gjennnm vore sanser at vi gjør vore erfaringer. Ad
erfaringens vei vil H. at vi skal vinde vore domme; vor viden har her sit
grundlag. H. har lært av sine ungdomsaar i England; har han end
ikke gjort sig videre fortrolig med den engelske psykologi, saa har han
dog tilegnet sig Lockes erfaringsprincip og er blit talsmand for den
metode som lægger iakttakelse og experiment til grund for
erkjendel-sesarbeidet3. Erfarenhet er den tilforladeligste lærerinde, sier H. i et
av sine epigrammer (III, 77).
Holberg hadde ingen som kunde, med nogen større mening, kaldes
hans efterfølger i Norge; knapt nok at nogen landsmand har fundet det
naturlig at søke personlig tilknytning til hans verk; men i den norske
literatur er hans navn rotfæstet; hans dannelse, hans tænkning indgaar
historisk i den norske aands- og kulturutvikling. Lærd som han var,
vil hans personlighet med dens avgjort pædagogiske maal ogsaa komme
ind under en videnskapelig maalestok. Under denne synsvinkel har vi
for et enkelt punkts vedkommende analyseret hans verk. I en tid da
1 Epist. 18: Vi have ingen kundskab om vor egen sjæl, men tro, at det er et distinkt
væsen fra legemet og det uden at renoncere paa vore sandser, efterdi den lærdom
som er os given, ikke strider mod notiones communes, men aliene er skiult for
fornuften. Hvis vi kunde se og føie sjælen med hænder og med legemlige øyen, og dog
visse lærere vilde byde os at tro, at den havde en figure og skikkelse, som var lige
imod vort syn og følelse, vare vi berettigede til at disputere derimod og at beraabe os
paa de almindelige sandser ....
2 Epigr. I, 5. H. fører i marken en konvertit, som indvender mot
transsubstantiations-læren: Hvis jeg ikke maa tro almindelig syn og sandser; hvis jeg maa negte at see
det jeg seer og høre det som jeg og alle hører, saa stadfæstes derved en fuldkommen
pyrrhonismus og ingen vished bliver mere i verden.
3 I Epist. 42 drøfter H. først Aristoteles’ og scholastikernes fremgangsmaate, at henføre
alle naturens virkninger til skiulte qualiteter (qualitates occultas). Han forekaster dem
at de bare har git de naturlige ting nye navne — „man kan heller anse dem som stiftere
af et nyt sprog end som philosophiske lærere". Mot Cartesius indvender H. at han
søker at forklare alt syntetisk og bruker demonstrationer a priori, „det er at give
materien figurer, størrelse og bevægelse uden at være forvisset om, at den saadanne
haver". Tilslut omtaler H. som 3die fremgangsmaate den som er antat av den store
engelske matematiker Newton, og som „bestaar i at dømme om naturlige ting a
po-steriori og ved middel af analyse; det er at holde sig allene til experimenter og intet
at grunde paa gisninger".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
