Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 2. Niels Treschow 1751—1833
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1911. No. 3.
’7
han minder om, hvorledes dette faar sin næring, ikke ved subjektets
selvreflexion, men ved evig ny tilførsel av paavirkninger utenfra.
Filosofien vil ha at gaa et skridt længere bakover end Kant1; det
grundlag som da aapenbarer sig for den, blir hverken at kalde for ting
eller tanke, det blir ikke noget subjektivt likesaalitt som noget objektivt.
Det man blir staaende ved uttrykkes i den dom: Der gis fornemmelser.
Fornemmelser vilde vi imidlertid ikke ha, hvis der ikke gaves noget
utenfor samme; nemlig fornemmelsernes grund. Med dette ræsonement
nærmer T. sig skarpsindig til en høist moderne erkjendelsespsykologi
(Mach, Avenarius og hele den saakaldte immanente filosofi). Hele
tankegangen er et træffende forsøk fra T.s side paa at flytte
undersøkelsen, som hos Kant er overveiende logisk, over paa psykologisk
grund, der den ogsaa riktig egentlig hører hjemme. Istedetfor at operere
med motsigelsens grundsætning, som her intet oplyser, rettes
opmerk-somheten paa noget historisk givet. Historisk givet er nemlig just
fornemmelserne. Som T. fremhæver saken: Disse fornemmelser opleves
faktisk. Idet de opleves, gir de os beviset for sanseverdenens
objektivitet. Et direkte argument mot Kant, som bare stiller mennesket i
forhold til en fænomenernes subjektive verden. T. fører tankegangen
nærmere ut ved videre psykologiske grunde han nævner i denne
forbindelse. Vi er ikke bare, som Kant faar det til, et slags logisk
erkjen-delsesvæsen, utrustet med et selvvirkende apparat av former. Sjælelivet
fortæller om en helt anden sammenhæng. Fornemmelserne, som faktisk
kommer utenfra, vækker i os, ulikt i de forskjellige tilfælde, lyst eller
ulyst. Vi kan ikke subjektivt ut fra egen vilkaarlighet paa forhaand si
om det som indtrær, er til lyst eller til ulyst. Oplevelsens egen karakter
er det avgjørende. — Ogsaa ved senere leilighet retter T. kritik mot
Kants psykologiske schematismus, som ikke lar følelse, drift og tænkning
fremtræ i sit samvirke i de sjælelige foregange. Følelse og forestilling
er efter T. uadskillelig og har sit utspring af samme stræven. Der er
en saadan »stræven tilstede i al livsytring, et anlæg, en begjæringsevne,
og der er fornemmelse eller forestilling med ved enhver attraa eller
avsky« (Om Gud, idee- og sanseverdenen II, s. 265 fg.). Av Kants
samtidige er det især Tetens († 1805) som fremhæver den menneskelige
føleevne. Det vidner gunstig om T.s selvstændige dømmeevne, at han
hadde saa sterke lovord særskilt om denne tyske tænker, som en senere
tid har lært at anerkjende for hans psykologisk-kritiske synsmaater (smlgn.
T., Om Gud idee- og sanseverdenen III, s. 177 fg.).
1 Treschow, Filosofiske forsøg, Kjøbenhavn 1805, s. 36 fg.
Vid.-Selsk. Skrifter. II. H.-F. Kl. 191 r. No. 3.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
