Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 2. Niels Treschow 1751—1833
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ign. No. 3.
19
Psykologisk er f. ex. den antakelse hos Kant, at sanseoplevelserne
for at faa rang av erfaring for os, forutsætter at der i vor sjæl, forut for
den ytre paavirkning, ligger tilrette i sjælen et vist mottakelsesapparat,
visse paa forhaand i vort indre givne domsformer eller kategorier,
fer-dig til at arbeide med sansningsoplevelserne. Hele dette system av
aprioriske begreper er ifølge T. ugyldig. De høiere eller saakaldte rene
forstandsbegreper har, like saa vel som alle andre, sit utspring fra
erfaring. Særlig er det en feil — saaledes som Kant gjør — at tillægge
forstanden alene den sammenfattende, syntetiske virksomhet. Ogsaa her
er det erfaring eller fornemmelse som spiller den avgjørende rolle1.
Nyere sansepsykologi med dens undersøkelser om simultan kombination,
om den direkte mangfoldighets opfatning, om syntesen overhoved har
væsentlig stadfæstet denne dom av T. Endelig kan fremhæves at T.
laster Kant for at han ikke i sin kategoritavle har git rum for saadanne
begreper som identitet og forskjellighet, strid og uoverensstemmelse.
Indvendingen er ment som en erkendelsesteoretisk, men den bunder i en
riktig kritik av Kants psykologi-, Kant har nemlig ikke i sit verk tat
hensyn til den virkning som falder paa sammenligningsevnen. Han har,
som T. riktig fremholder, overset den bevisthetsfunktion som fører til
vor dom om hvorvidt tingen, ifølge likhet eller ulikhet (overensstemmelse
eller strid), virkelig staar i real forbindelse eller ikke.
Det meddelte gir prøver paa T.s stilling til nogen hovedpunkter i
den av Kant vakte diskussion om den menneskelige erkjendelse og dens
ytringsformer. For at lære T.s psykologi nærmere at kjende blir det
nødvendig at gripe tilbake til hans filosofiske grundstandpunkt. I det
væsentlige hadde han vel utviklet det, da han som femtiaarig mand i
1803 k°m til Kjøbenhavn, der han virket i 10 aar ved universitetet som
professor i filosofi.
Grundlaget i hans verdensanskuelse er hans ^rø/^/sopfatning. Han
forkaster dualismen. Bevisthet og stof, sanseerfaring og oversanselige
ideer maa ikke stilles op mot hverandre som motsætninger. Tilværelsen
er noget paa samme tid bevist og ubevist. Den er subjekt og objekt
i enhet. Med andre ord, T. hylder en slags identitetslære.
Men det ene er ikke det aritmetisk enkle. Tvertom, enheten
indeslutter i sig det mangfoldige. Og det mangfoldige er sterkt differensiert.
T.s metafysik er nominalistisk. Det er ikke i almenbegreper eller i fast-
1 Forelæsn. over den Kantiske filosofi s. 95. Forstandens arbeide (ved den syntetiske
virksomhed og ellers) indskrænker sig til blot sammenligning af det erfarenhed lærer,
for efter tingenes likhed eller ulikhed, overensstemmelse eller strid at bedømme
hvorvidt en forbindelse mellem dem er virkelig og real eller ikke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
