Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 2. Niels Treschow 1751—1833
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IO ANATHON AALLA H.-F. Kl.
staaende slegtstyper at virkeligheten aapenbarer sig; nei, det er i det
individuelle. I dette problem møtes T.s almindelig filosofiske spekulation
med hans psykologi. Der foreligger en avhandling av ham fra aar 1807.
Den skulde spille en viss rolle for nordisk aandshistorie, idet den er
første programfremstilling av det individualistiske verdenssyn som senere
i den ene eller anden form trær frem hos en Sibbern, Poul Møller,
Kierkegaard og Henrik Ibsen. Avhandlingen blev trykt i Det kgl. danske
videnskabernes selskabs skrivter (bd. 5 1810) og hadde til overskrift:
»Gives der noget begreb eller nogen idee om enslige ting? Besvaret
med hensyn til menneskeverd og menneskevel.« Her utvikler T. sine
grunde for at det selvstændig-virkelige, det som har egenverdi, just
fremtrær sterkt utpræget i det »besynderlige« eller individuelle, i den
»enslige ting«.
I denne tænkemaate møtes T. særlig med en filosof som fremfor
nogen anden har sat sit stempel paa hans begrepskonstruktioner. Det
er Leibniz. Treschow slutter sig til denne tyske metafysikers lære om
monaderne. Han overtar baade begrepet og flere av de læresætninger
som hænger sammen med det. Ogsaa i T.s psykologi har denne lære
sat sine spor. De høiere monader er av væsen aandelig. Navnet paa
den høieste er guddommen, den høieste fornuft; men ogsaa menneskene
som de nærmest til guddommen grænsende monader har del i fornuften.
T. sitter, som følge av denne monadetænkning, tilbake med metafysiske
forestillinger som ikke bare Locke, men ogsaa Kant havde kjæmpet mot
og egentlig overvundetl. Ifølge T. erkjender vi apriorisk den almindelige
enhet. Beviset herfor finder T. i vor fornuftige tænkning, som overalt
virkeliggjør sig i at sætte likt for likt og saaledes opløse det tilsynelatende
ulike. Uten at han er opmerksom paa det selv, kommer her en egenhet
ved vort psykologiske liv (et grundtræk i bevisthetens spareøkonomi) til
for T. at gjælde som et argument for en bestemt dom om den
objektive tilværelse.
I sammenhæng med denne enhetslære staar T.s avvisning av
dualismen; tilværelsen er monader i evig rækkefølge, ordnet fra den øverste
fuldkomne monade nedover i uendelige trin, overgangen mellem dem
sker gradvis, motsætningerne er relative. Hvor flere monader møtes,
skaper de nye enheter, de forskjellige former smelter sammen til
identitet. Ved denne lære har T. baade ophævet dualismen og reddet mang-
1 Se Forelæsninger over den Kantiske filosofi, Forord, fremdeles Om Filosofiens natur og
dele, Kjøbenhavn 1811 s. 18 fg., der T. utvikler (i motsætning til baade skepticisme og
kriticisme) hvorledes fornuften har utsyn utover sansningens grænser og forbinder
ukjendt med kjendt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
