Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 4. M. J. Monrad f. 1816 — † 1897
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
44
ANATHON AALL. H.-F. Kl.
sjæl ogsaa endel ting som virkelig har med sjælelivet at gjøre. Men
de er faa, og tildels gale. Om dyrene oplyses f. ex. at de kjender
hverken rum eller tid. (Erfaringer fra dagliglivet eller vundet ved
experimenter vidner om det motsatte.)
Mennesket skal fremforalt kjende altings utspring og maal, kjende
gud. Her er Monrad kommet ind paa sit yndlingsemne; slutningsordet
i avhandlingen vender tilbake til det teologiske motiv. Det minder
læseren om at mennesket trænger bestandig til at gripes av den
guddommelige barmhjertighet. . . Mennesket kan gjøre sig haap om et
evigt liv, hvor det som her saaes i forkrænkelighet skal opstaa i
ufor-krænkelighet.
I korthet sagt: Dette Monrads arbeide »Om menneskets sjæl« er ret
og slet en opbyggelig traktat; det begynder med skapelsen og ender
med opstandelsen.
Det var hvad vor psykolog hadde at fortælle almuen. Men som
lærer ved universitetet hadde M. at overta den akademiske undervisning
i sjælelæren. Til det øiemed skrev han sit andet psykologiske
arbeide: «Psykologi i grundrids, til bruk for forelæsninger«; det er et hefte
paa nogen faa sider1.
Naar en ung kom til Kristiania universitet og der i sine studiers
første semester tænkte paa det spørsmaal: Hvad er bevistheten, sjælen,
aanden for noget? saa kunde han søke svar i det nævnte skrift av
Monrad. Her staar at læse: »Aandens betydning er at være ideens
tilbagevenden til sig selv fra naturens adspredelse, altsaa ophævelse
(negation) af naturens udvorteshed og nødvendighed, uafhængighed,
be-roen paa sig selv, frihed!« Det er uvist, hvor mange det er som greier
slike vanskeligheter. For at forstaa naturen maa man ikke »adsprede«
den for meget, og for at forstaa aanden maa man ikke la den »vende
tilbake til sig selv«.
Grundfeilen i den hegelske psykologi ligger aapent i dagen.
Psykologien blir noget som søkes utredet ved en rent logisk
systematisering av de uttryk som sproget har for aandsforeteelserne. Mens det en
psykologisk videnskap i sandhet har til opgave, er at drage frem til
lyset kjendsgjerninger som virkeliggjør sig, love som kan erkjendes
inden levende sjæles verden.
Det Monrad-hegelske vrangsyn paa opgaven fører hos vor norske
forfatter til et skjærende misforhold med hensyn til det rum de ulike
begreper faar i fremstillingen. Fornemmelsen avferdiges paa 21/2 side,
1 Jeg citerer efter 5te oplag 1892.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
