- Project Runeberg -  Realisme og Realister : Portrætstudier og Aforismer /
177

(1879) [MARC] Author: Herman Bang
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra Frankrigs Literatur - Emile Zola

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

177
den dybest tænkte af alle Zolas Figurer og den Moralens Forvildelse
eller Udviclskning, hvoraf han lider, den mest betegnende Frugt af
de sjælelige Abnormiteter i hans Slægt, det sandeste Udslag af den
Sindenes uheldsvangre Sygelighed, der tilhører den hele Familie.
Maxime var ophørt at være en Mand. og Renée blev Manden
i deres Kærlighed. Renée bliver mere, hun bliver den ene
tænkende i deres forbryderiske Forhold Renée er gift med
Maximes Fader —; Maxime modtager alt uden Samvittighedsnag,
thi Forbrydelsen existerer ikke mere for ham, Renée glider ind
i hans Arme uden at han egenlig har begæret hende, men da
hun nu engang for alle tilhører ham, nyder han hendes Kær
lighed, som han har nydt de andres. Desuden maa man i
Forbigaaende tilstaa, at det vel ikke er første Gang, han og hans
Fader har været fælleds om den samme Kvinde: Aristide
Saccard og hans Son er Kammerater; de har souperet sammen
med Paris’ letfærdige Kvinder i samme lystige Selskab, og mér
end én Gang er vel en sælgelig Skønhed vandret fra den enes
til den andens Arme.
Dette bor ikke glemmes, thi den moralske Ødelæggelse
forer os ned ad en Skrænt, hvor vi glider uden at mærke
det, og Depravationen er ingen Vej ned ad en Trappestige,
der har tydelig afsatte Trin.
Men Maxime trættes hurtigt. Zola skjuler intet og tillægger
det fysiske Grunde; men hvis Sjælen virkelig blev pirret, kunde
den maaske overvinde Legemets Udmattelse, nu bliver den det
imidlertid ikke, og han trættes. Renée elsker Forbrydelsen i
sit Forhold til sin Stedsøn, og det er Brøden, der bestandig
pirrer hende paany. Hos Maxime mangler dette Moment,
og nåar han en enkelt Gang husker, at det er hans Faders

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 15:55:45 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/realisme/0195.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free