Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
§ 2. Rettens Udspring og Udvikling. ^
skulle være, og omvendt hvor udstrakt Friheden i Sammenhæng
hermed bør sættes, eller anderledes udtrykt, hvorledes det
indbyrdes Forhold mellem objektiv og subjektiv Ret bør reguleres,
ere Spørgsmaal, som de forskjellige Tider og de forskjellige
Samfund ville besvare paa ulige Maade. Men den gjældende Ret
eller, som den ogsaa kaldes, Loven, der giver det afgjørende
Svar for særskilt Tid og særskilt Sted, bliver derved inden disse
Begrændsninger ikke mindre positiv i sin Anordning og ubetinget
i sine Forbud.
Rettens egentlige Udspring og Kilde er saaledes at søge
blandt de menneskelige Naturanlæg. Den er et nødvendigt og
uudskilleligt Led i disses først instinktive, senere selvbevidste
Udfoldelse. Men eftersom Bevidstheden i denne Henseende
tiltager, og Retstilstanden i sine Enkeltheder mere og mere
kommer til at hvile paa fuldt anerkjendte Motiver, antager den
her-igjennem ogsaa Karakteren af Kompromis eller i det mindste
af indbyrdes Kompensation mellem de den samme bestemmende,
men hinanden i en vis Grad modstridende Udviklingskrav. Da
det 17de og 18de Aarhundredes Retsfilosofer fik Øie herfor,
troede de af denne Grund at burde henføre Kilden for al Ret til
en saakaldet social Kontrakt, hvilken de opfattede som
ind-gaaet med det instinktive eller bevidste Formaal at naa ud over
en oprindelig herskende og alle omfattende Krigstilstand («bellum
omnium contra omnes»). Denne Betragtningsmaade, uagtet
uheldig i sin Formulering og navnlig i sine Konsekventser1, støttede
sig dog til den af al Historie stadfæstede Kjendsgjerning, at
intet virksomt Retsliv kan opstaa eller opretholdes uden
faktisk Tilslutning — instinktmæssig eller bevidst — af de deri
interesserede, og det laa derfor ingenlunde fjernt at søge den
egentlige, virkende Retskilde hos disse selv. Interesserede i
Retslivet ere imidlertid, efter hvad allerede vistes, ikke alene
Individerne som saadanne, men ogsaa Samfundet som saadant.
Eftersom den ene eller den anden af disse to Indflydelser i en vis
Retsforfatning er den overmægtige, kan det derfor se ud, som
om Rettens Udspring ensidig maatte henlægges enten til Indivi-
1 Se herom især Goos, Forelæsninger over den almindelige Retslære,
Kjøbenhavn 1885, T, S. 20—26; Nyblæus: Om Statsmaktens grund och väsende.
Forstå Häftet, Lund 1864, S. 10—62; E. V. Nordling, Föreläsningar i svensk
Civilrätt, Allmänna Delen, Upsala 1882, S. 10—14.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
