Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5 § 3- Samfundsmagt og Retsstat.
skab af selvstændig Personlighed, at Fællesskabets sædelige
Fordringer ligeoverfor denne i en vis Grad virker som Tvang.
Formaar den enkelte ikke at finde sig heri og at forene disse
tvende Hovedmomenter i sin Tilværelse under en harmonisk
Samvirken, vil hans eget Krav til Samfundet uvilkaarlig gjennem
dette vende sig mod ham selv, og den sædelige Tvang antage
Karakteren af Samfundsmagt. Retten, der er
Gjennemsnits-udtrykket for det gyldige Forhold mellem Samfundet og
Individet, bliver følgelig ogsaa det Organ, hvorigjennem Samfundet
gjør sin Magt gjældende, og om Retten end ikke i sin inderste
Tanke er Magt, optræder den altsaa i det udvortes Samfundsliv
nødvendigvis tillige som Magt1. Naar den enkelte herover
undertiden sees at beklage sig, og nogle endog gaa saa vidt, at
de i Rettens ydre Aabenbarede kun øine Magtanvendelsen, ikke
ogsaa Retshaandhævelsen, glemme de, at Retten henter Motivet
til sin Optræden ligeoverfor Individet i hvert enkelt Individs egen
Optræden ligeoverfor det Samfund, som det selv af Naturen har
Trang til at tilhøre.
Det følger af det ovenfor fremhævede, at jo større og
betydeligere et Samfund er, desto stærkere vil regelmæssig ogsaa
den Magt være, hvormed Retten formaar at virke, og desto
indholdsrigere og talrigere ville altsaa ogsaa — under iøvrigt samme
Forhold — den enkeltes saavel Rettigheder som Pligter foreligge
uddannede. I Familien ere begge Klasser kun repræsenterede
ved faa, men derfor des mere iøjnefaldende Arter, i
Kommunen ved adskilligt flere, i Staten ved særdeles mange, men
allerede tildels mindre let overskuelige. I den Grad som
Menneskeheden vil blive istand til at organisere sig som Retssamfund
uden at ødelægge og ophæve de engere Samfunds
eiendommelige Fordele og Opgaver, vil ogsaa Retsidéen i alle sine
Anvendelser nærme sig opnaaelig Fuldkommenhed2. Medens
Rets-dannelserne imidlertid med Hensyn til det sidstnævnte,
altomfattende Fællesskab endnu blot befinde sig i rudimentær Tilstand
under Benævnelsen Folkeret, er det lykkedes Staten inden sit
begrændsede Omraade at gjennemføre en Ordning, der maa er-
1 Goos 1. c. S. 43: «Magtens Rolle er tjenende»; jfr. Nordling 1. c.
S. 6; Boström: Grundlinier till philosophiska Statsläran, Upsala 1867 (ogsaa
optagen i H. Edfeldts Udgave af Boströms Skrifter) S. 19.
2 Jfr. Nordling 1. c. S. 7—8.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
