Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
§ 85. Sædvanerettens Theori.
191
§ 85.
Sæd vanerettens Theori.
Med forrige Aarhundredes juridiske Forfattere1 at tilskrive
de sædvaneretlige Sætningers Gyldighed et udtrykkeligt eller
stiltiende Samtykke fra den regelmæssige Lovgivers Side, vilde
være at gaa over Bækken efter Vand. At man under den
fremadskridende Udarbejdelse af den skrevne Ret efterhaanden har
formaaet at udtømme den større Del af ældre Tiders Forraad af
uskreven Ret, udgjør intet Motiv for at nægte de tilbageværende
Rester af den oprindeligt alene virkende Retskildes Afleiringer
deres nedarvede Egenskab af umiddelbart virksomme Bud, og
ligesaa lidt kan det erkjendes, at der med Hensyn til de
fremdeles fortsatte, Nutiden tilhørende, sædvaneretlige Dannelser
vindes nogen øget Indsigt ved at gaa ud fra et Samtykke fra
Lovgiverens Side, hvor det eiendommelige og væsentlige Skjelnemærke
netop er, at ethvert saadant Samtykke faktisk mangler. Naar
de Lovkyndige tidligere vare tilbøielige til at frakjende
Rets-sædvanerne Gyldighed, beroede det overhovedet nærmest paa
en Overvurdering af den Grad af Omhyggelighed, hvormed
den positive Lovgivning i det hele taget virkelig magter i
Enkelthederne at bestemme og gjennemføre sin egen Ordning, og de
nyere Forfattere ere under Hensyn hertil i det mindste enige
om at tilkjende Sædvaneretten Egenskab af en den skrevne Lov
supplerende Retskilde (præter legem).
Derimod hersker til Gjengjæld i den senere Tid adskillig
Usikkerhed i Henseende til Grændserne for Sædvanerettens Evne
til at staa sig i Tilfælde af Kollisioner med den skrevne Ret
(contra legem). At en yngre, skreven Lov ophæver en ældre,
Brandt, Tingsretten efter den norske Lovgivning, 2den Udgave (Kristiania 1878),
S. 504. — Det af ældre Forfattere udførligt diskuterede Spørgsmaal om, hvor
længe eller ofte en vis Handlemaade maatte være bleven befulgt for at kunne
anerkj-endes som en Sædvane, kan ikke med Udbytte blive Gjenstand for
theoretisk Drøftelse, da det i saa Henseende maa komme an paa de i ethvert
Tilfælde særskilt foreliggende Omstændigheder.
1 Se især Nørregaard, Forelæsninger over den danske og norske private
Ret (Kjøbenhavn 1784—97) I § 26; Hurtigkarl, Den danske og norske Rets
første Grunde (Kjøbenhavn 1813—20) I Kap. i § 11; Nehrmann, Inledning
til then svenska jurisprudentiam civilem (Lund 1729) I Kap. 2 § 33 f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>