Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
§ 85. Sædvanerettens Theori.
193
mener at burde indrømme den faktiske Retstilstand i Modsætning
til Lovgiverens under tidligere gjældende Forudsætninger
udtrykte Villie. Der findes blandt Norges og Danmarks ældre
Love fremdeles ikke saa ganske faa, som ikke ere ophævede eller
kunne siges at være bortfaldne ved senere Love, men som dog
ikke længer bringes til Anvendelse, og som, saafremt noget
Forsøg derpaa blev gjort, ialfald i Norge ikke vilde tillægges
Gyldighed. Dette gjælder saaledes navnlig om de ældre
Luxus-anordninger.
Angaaende den ydre Skikkelse, hvori en Sædvaneretssætning
for at blive anerkjendt som saadan bør foreligge, gjør der sig
ligeledes forskjellige Opfatninger gjældende. Medens nogle
Forfattere hævde den principielle Nødvendighed af at kræve
Retssædvanernes praktiske, i Retslivet som paatagelig
Kjendsgjerning fremtrædende Udøvelse som Betingelse for, at
Domstolene skulle anerkjende deres Gyldighed1, se andre derimod i
denne Udøvelse blot den ydre, mere eller mindre tilfældige
Aabenbarede af den til Grund derfor liggende, i den almindelige
Retsbevidsthed fuldt uddannede Retssætning, hvis Tilværelse
følgelig bliver at anse som uafhængig af den praktiske
Anvendelse, ligesom det med den skrevne Lovregel er Tilfældet, at
den bestaar som saadan uafhængig af Benyttelsen.2 Men den
sidstanførte Parallel er neppe uden Skjævhed. Vistnok er det
rigtigt, at den almindelige Retsbevidsthed er den endelige Bærer
af enhver Sædvaneret, og at en Retssædvane saaledes ikke kan
betragtes som foreliggende, medmindre dens Udøvelse bunder i
en inden Samfundet herskende «opinio juris sive obligationis»,
d. e. sker i Kraft af en almindelig antagen R ets nødvendighed.
Men ligesom ved den skrevne Lov Overgangen fra den
Retsbevidsthed, hvis Gjenstand er, hvad der bør gjælde som Ret,
til den Retsbevidsthed, hvis Gjenstand er, hvad der gjælder
som Ret, sker gjennem den paatagelige, ydre Kjendsgjerning,
som dannes af selve Lovstiftelsen, saaledes turde en tilsvarende
1 Bornemann, Almindelig Retslære § 6; Larsen 1. c. S. 57, 60—61;
Deuntzer 1. c. S. 32—33; Montgomery 1. c. S. 45. Ogsaa Nordling 1. c
S. 26 ff. maa trods sin stærke Fremhævelse af den almindelige Retsbevidsthed
som Sædvanerettens Grundlag dog nærmest henføres til denne Gruppe.
’l Saaledes især Scheel 1. c. S. 155 — 57, 166; Ørsteds Standpunkt er
ikke ganske klart, Haandbogen, S. 82 jfr. 84.
Nordisk Retsencyklopædi. I. 1. 13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
