- Project Runeberg -  Nordisk Retsencyklopædi / 2. Privatretten. Den nordiske Obligationsret ved G.W. Gram /
11

(1878-1899) [MARC]
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

IO § 5- Om Gjenstanden i Almindelighed.

enhver Kontrakt er gyldig, saalænge den ikke af Hensyn til Lov
og Ærbarhed maa frakjendes Retskraft. At Lovgivningen i størst
mulige Udstrækning har villet indrømme Frihed til at kontrahere
om formueretlige Goder, er af Vigtighed at fastholde. Vistnok
sees Loven undertiden at sætte dette Princip tilside for Samfundets
Interesse, dels ved at forbyde visse Kontrakter (se foran), dels
ved at bestemme, at enkelte Arter af Retshandeler skulle have
et vist Indhold. Men i Tvivlstilfælde er man paa dette Omraade
berettiget til at antage, at Lovens Forskrift kun tilsigter at
fastsætte, hvad der skal gjælde, naar Forholdet ikke er ordnet ved
udtrykkelig Overenskomst mellem Parterne.

Virkningen1 af, at Gjenstanden for et obligatorisk Retsforhold
er stridende mod Lov eller Ærbarhed, er først og fremst den, at
Forpligtelsen ikke kan fordres opfyldt. Om Ret til at fordre
Erstatning for den Skade, der forvoldes ved, at Ydelsen udebliver,
vil der i de færreste Tilfælde være Tale, eftersom i Almindelighed
begge Parter burde have indseet, at der ikke forelaa nogen
gyldig Forpligtelse, og da faar enhver af dem tage det Tab, som
Ugyldigheden kan medføre. Hvis imidlertid Ugyldigheden beror
paa særlige faktiske Forhold, som kun er den ene Kontrahent
bekjendt, vil den ugyldige Kontrakts Afsluttelse være at tilregne
i det Mindste som Uagtsomhed (culpa) og som Følge deraf
begrunde Erstatningspligt. I dansk Ret opstilles det som Regel,
at selv udenfor de Tilfælde, at culpa er tilstede hos den, der
har paataget sig Ydelsens Erlæggelse, har Medkontrahenten, der
er i fuldkommen begrundet god Tro, Krav paa Erstatning,
bestaaende i Godtgjørelse for det ved Ydelsens Udeblivelse forvoldte
Tab, den saakaldte Opfyldelsesinteresse.2

Spørgsmaalet om der er retslig Adgang til ved Domstolenes
Hjælp at indtale det for en lovstridig eller usædelig Ydelse
betingede Vederlag, maa i Regelen besvares benægtende. Heraf
følger dog ikke, at Yderen har nogen Tilbagesøgningsret i
Tilfælde af, at han har betalt. Hertil kræves i Almindelighed en
positiv Hjemmel, der dog haves i visse Tilfælde, saasom ifølge
d. og n. Frdn. 6 Oktober 1753 § 7, d. Frdn. 25 Juni 1870

1 Gram II, i, S. 128 ff., Hallager-Aubert I, S. 23—24, Aubert § 10,
Lassen, Alm. D. S. 54, Schrevelius II, S. 385.

2 Lassen, Alm. D. S. 35 — 36.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 16:04:07 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/retsency/2-3/0029.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free