- Project Runeberg -  Nordisk Retsencyklopædi / 2. Privatretten. Den nordiske Obligationsret ved G.W. Gram /
22

(1878-1899) [MARC]
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

§ 8. Om obligatoriske Retsforhold stiftede ved retstridige Handlinger. 2 I

Indtræden’ maa i Almindelighed opstilles en subjektiv, nemlig
Retsbruddets Tilregnelighed.1 I Kraft af denne Sætning er i
Regelen Enhver kun ansvarlig for sine egne Handlinger. Herfra
er det ingen sand Undtagelse, at Tilsidesættelsen af en af Loven
paalagt Pligt til at forhindre Andres Retsbrud (f. Ex.
Tilsynspligt ligeoverfor Børn eller Afsindige) forbinder til Ansvar.2
Som en Afvigelse maa det derimod betragtes, naar Loven i visse
Tilfælde paalægger Ansvar for Andres retstridige Handlinger,
uagtet Intet kan lægges den Erstatningspligtige til Last, saasom
ifølge D. L. 3 —19—2, N. L. 3—21—2, S. Sjölag 23 Febr. 1864
§49, Legostadgan 23 Novbr. 1833 § 9, K. Frdn. 12 Marts 1886
§§ 2 og 6. Herom henvises til Obligationsrettens specielle Del.

Anvendt paa den Skadegjørendes egne Handlinger leder
ovennævnte Sætning til at opstille Ansvarsfrihed, saafremt der
ikke foreligger et forsætligt eller uagtsomt Retsbrud. Som
hændelig (i subjektiv Forstand) betragtes den ved en retstridig
Handling bevirkede Skade, saafremt den Handlende har svævet
i en paa Grund af Ubekjendtskab eller Feiltagelse med Hensyn
til de faktiske Forhold undskyldelig Vildfarelse om Handlingens
Retsstridighed. Dette er Tilfældet, naar Vildfarelsen under de
foreliggende Omstændigheder ikke kunde undgaaes, uagtet den
Grad af Omhu, som normalt kan kræves af fornuftige Mennesker
har været anvendt.3

Hvad Spørgsmaalet om tilregnelig Uagtsomhed angaar, kan
mærkes, at ogsaa Straffeloven opstiller Regler for, hvad der
skal ansees som Uagtsomhed, men disse kunne ikke her lægges
til Grund. Straffeloven er nemlig ikke beregnet paa at ramme
med Straf Alt, hvad der i civilretlig Forstand er at anse som
Retsbrud; der bliver følgelig paa Civilrettens Omraade en Mængde
Retsbrud tilbage, som Straffeloven ikke omfatter. Hensynet til
den Skadelidende kræver ogsaa, at Grænserne for Ansvar strækkes
videre, naar det gjælder Erstatning, end naar det gjælder Straf.

Endvidere maa det i Overensstemmelse med Regelen
antages, at et ved mekanisk Tvang fremkaldt Retsbrud ikke for-

1 Gram II, 2, S. 846 ff., Lassen, Alm. Del § 19, Hallager-Aubert II,
S. 536 ff., Aubert S. 109 ff., Schrevelius II, S. 395 ff.

2 Gram II, 2, S. 854.

3 Goos, Straf. Ret. II, S. 169 Noten, Lassen Alm. D. S. 93. Anderledes
hos Morgenstierne N. Retst. 1887, S. 36.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 16:04:07 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/retsency/2-3/0040.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free