- Project Runeberg -  Nordisk Retsencyklopædi / 2. Privatretten. Den nordiske Obligationsret ved G.W. Gram /
30

(1878-1899) [MARC]
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

§ li. Uoverensstemmelse mellem Villien og Villieserklæringen.

Villieserklæringen sluttes til den i Personens Indre skjulte Villie,
og det er i og for sig ikke afgjørende, at den Forpligtede kan
godtgjøre, at han har villet noget andet, end han har udtalt.
I saa Henseende kommer det derimod væsentlig an paa, om
Medkontrahenten har været i god Tro eller ikke. Saafremt han
har været i god Tro og forudsat, at det ikke kan bebreides ham,
at Feiltagelsen undgik hans Opmærksomhed — jfr. angaaende
sidstnævnte Punkt svensk Promulgationslag till Utsökningslagen
i o Aug. 1877 § 10, Mom. 5 — antages den, der har afgivet
en feilagtig Villieserklæring at være bunden ved dennes Lydende.1
Selv om der ikke kan lægges ham nogen Uagtsomhed til Last,
synes den almindelige Retsopfatning at gaa i samme Retning.

Har Medkontrahenten forstaaet, eller burde han have
forstaaet, at Erklæringen ikke stemmer med, hvad der virkelig er
ment, kan han ikke paa denne grunde nogen Ret.2 En i
Spøg udtalt Villieserklæring er bindende, saafremt den anden
Part under de foreliggende Omstændigheder havde Grund til at
anse den for alvorlig ment.

En Uoverensstemmelse mellem Villieserklæringen og Villien
kan være tilstede for begge de kontraherende Parters
Vedkommende, og isaafald foreligger i Almindelighed en simuleret
eller Proforma-Retshandel. Ligeoverfor godtroende Trediemand,
der gaar ud fra, at den skrømtede Villie er alvorlig ment, kunne
Parterne ofte være bundne ved den simulerede Retshandel. I
Forholdet mellem disse indbyrdes vil derimod den simulerede
Kontrakt være at bedømme efter den til Grund for samme
liggende virkelige Mening.3

Naar en Villieserklæring frakjendes forpligtende Kraft som
stridende mod den sande Villie, kan der spørges, om denne skal
lægges til Grund for Retsforholdet. Som en almindelig Regel
kan dette vistnok ikke opstilles. Til en Forpligtelses Stiftelse er
det ikke tilstrækkeligt, at de foreliggende Kjendsgjerninger vise,
at Villien gaar i en anden Retning end den afgivne Erklæring.
Af det Passerede maa det desuden tydelig fremgaa, hvilken For-

1 Lassen, Alm. D. S. 43.

2 Gram II, 1, S. 186, Hallager Aubert I, S. 41 — 42, Lassen, Alm. D.
S. 43, Hindenburg, Om Kjøb og Salg S. 32 ff., N. Lassen, Villien som
For-pligtelsesgrund S. 14 ff.

11 Gram II, i, S. 187—188, Aubert S. 90-91.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 16:04:07 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/retsency/2-3/0048.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free