- Project Runeberg -  Nordisk Retsencyklopædi / 2. Privatretten. Den nordiske Obligationsret ved G.W. Gram /
142

(1878-1899) [MARC]
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

I4O § 44- Fortsættelse. Om Gavers Afkræftelse ved Giverens Konkursbo.

Boets Ret maa ifølge § 30 gjøres gjældende inden 4 (for
fjernere Egne 8) Uger efter den Skiftesamling, hvori Fordringernes
Prøvelse finder Sted.

Den norske Konkurslov har, i Modsætning til den danske,
ikke knyttet sine Bestemmelser om Konkursboets Ret til den
Betingelse, at Gavemodtageren var vidende om Giverens
Insol-vents, ja selv om Giveren maatte være solvent i det Øieblik,
Gaven gjøres, hjælper det ikke, naar Betingelserne forøvrigt ere
tilstede.1 Konkls. § 42 bestemmer nemlig uden Indskrænkning, at
dersom en Gave er bleven fuldbyrdet2 i Løbet af de 3 sidste
Maaneder, før Konkursen rekvireredes, eller i Mellemtiden fra
Konkursbehandling blev forlangt af nogen Fordringshaver og
indtil den af Retten blev besluttet, skal det Modtagne
tilbageleveres eller dets Værdi erstattes. Er Modtageren i Anledning
af Gaven bleven paaført nogen Udgift, heder det videre, skal
denne erstattes ham af Boet. Samme Omstødelsesret tillægges
udtrykkeligt Boet ligeoverfor Retshandeler, der i Formen
fremtræde som gjensidigt bebyrdende, naar de paa Grund af
Misforholdet mellem de gjensidige Ydelser skjønnes at indeholde en
Gave, dog at Boet tilsvarer, hvad der fra den anden Side maatte
være ydet.

Da efter den norske Lov Tilbagegivelsespligten ogsaa rammer
den godtroende Modtager, er man tilbøielig til ligeoverfor denne
at fortolke Bestemmelserne mildere, end Tilfældet er med de
tilsvarende danske. Det er saaledes antageligt, at Valget
mellem at tilbagelevere Tingen og at erstatte dens Værdi
tilkommer Modtageren, og at hans Tilbagegivelsespligt kun gjælder,
forsaavidt Tingen endnu er i Behold, eller — hvis Gaven har
bestaaet i Penge eller Tingen er afhændet mod Vederlag —
forsaavidt Modtageren derved virkelig er bleven beriget3, ligesom
man formentlig vil tilstaa ham Erstatning for alle saadanne
Udgifter ved Tingen, der ikke kunne antages at være indvundne
ved dens Brug.4 Er derimod Modtageren bevislig vidende om

1 Hallager-Aubert I, S. 302 og 305.

2 For fast Eiendoms Vedkommende er det Hjemmelsbrevets Thinglæsning,
som er det afgjørende Tidspunkt (§ 47).

3 Hallager-Aubert I, S. 308. N. Retst. 1881, S. 297 — 298.

4 Hallager-Aubert I, s. 307. N. Retst. 1881, S. 298.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 16:04:07 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/retsency/2-3/0160.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free