Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
§ 79- Bygsel.
249
Kane. Prom. 28 Septbr. 1799 , samt hvor stor Bygselsum
der er betalt, hvilket Sidste dog ikke altid iagttages. Ifølge
Kane. Prom. 15 Septbr. 1798 skal Bygselbrevet ogsaa
indeholde en Fortegnelse over det Pligtarbeide, der skal paahvile
Leilændingen, idet Jorddrotten ellers ikke skal være berettiget
til at kræve mer end den i N. L. 3—14—19 omhandlede
Skyds-færd, hvorom nedenfor S. 250—251. Forøvrigt maa de fra
N. L. 3 —14 afvigende Vilkaar, hvorom Parterne ere komne
overens, naturligvis indtages, da Lovgivningens Bestemmelser
ellers antages at skulle gjælde. Med Hensyn til Tiden for
Kontraktens Varighed maa det derfor udtrykkeligt bemærkes, naar
den er indgaaet paa Aaremaal, da Formodningen, hvor Intet er
anført, vil være for Bygsel paa Leilændingens og Enkes Livstid.1
Bygsel paa Leilændingens og Enkes Livstid var nemlig
vistnok efter Lovbogen den eneste tilladte Form, idet det maa
betragtes som en ren Inkurie, at N. L. 3—14—10 omtaler
Bygsel paa Aaremaal. Imidlertid er der, som gjentagne Gange
nævnt, nu ikke nogen Tvivl om, at ogsaa sidstnævnte Form er
fuldt lovlig; men Bygsel paa Aaremaal kan kun antages, hvor
dette bevislig har været Parternes Mening. Af denne Leieforms
Tilladelighed følger ogsaa, at Leilændingen udtrykkelig kan
fraskrive sin Enke Retten og kun bygsle for sin egen Levetid,
men uden saadan udtrykkelig Fraskrivelse gjælder Retten ogsaa
for Enken, saalænge hun forbliver i ugift Stand, jfr. N. L.
3 —14—11. Om Kontrakten end nævner Hustruen ved Navn,
antager man dog, at hvis hun dør og Manden gifter sig paany,
Retten tilkommer hans anden Hustru, hvis hun overlever ham.2
Vederlaget ere Parterne, efter en forlængst fastslaaet Praxis,
berettigede til at fastsætte efter fri Overenskomst, idet de
tidligere Bestemmelser angaaende Maximum ikke længere ansees
bindende. Det bestaar i Regelen i:
1. Bygselsum eller Indfæstningssum, en Afgift en Gang
for alle, naar Gaarden fæstes, og hvis Erlæggelse ovenfor er
omtalt som en af de Omstændigheder, der ere eiendommelige for
Bygselforholdet.3
2. Landskyld, en aarlig, oftest temmelig ubetydelig Afgift,
1 Hallager-Aubert II, S. 68.
2 Hallager-Aubert II, S. 69—74, jfr. H. R. D. i norsk Retst. 1887, S. 585 ff.
3 Hallager-Aubert II, S. 75 — 76.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
