Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
kvindeforening, og saa blev det morsomt med cake
og kaffe og sying, selv vilde hun straks begynde at
brodere! — Men de som endnu ikke var konfirmerte,
gruet sig, men var smaaglade allikevel; for det blev
da litt forandring, dette her, og til konfirmationen
maatte de naturligvis ha nye og pene klær! —
Tøn-set’n var faldt i alvorlige grublerier over en vigtig
sak; en meget vigtig sak. — Han tænkte paa
hvordan han skulde bære sig ad med at faa presten sin
hjælp —: naar ,naa menigheten blev organisert
maatte de selvfølgelig ha sig klokker! — Hadde han
været istand til at sveise et par, saa det ikke gik op
i limingen, trodde han nok han kunde greie at være
klokker ogsaa. — Du skal akkurat bare se!
Inderst i ovnskroken sat et blekt, fintskaaret
kvindeansigt, godt gjemt bak hodene og ryggene
fremmenfor. Straks presten var begyndt at tale,
bøide hodet sig fram og til siden, lette til det fandt
en liten aapning gjennem hvilken det fik tak i presten.
Det fulgte spændt med i prækenen — i førstningen
undrende, glad, derefter vantro; det kunde ikke
slippe ham som talte. Eftersom prækenen skred
fram, blev ansigtet fordækt og lurende, læbene
bevæget sig og sa imot, men der kom ikke lydelige ord.
— «Det her ska ikke ske, det ska ikke ske,» sa
ansigtet; «han jukser os — denne karen, han vil føre
os dit det ikke er godt for os.» — Ved siden sat en
mand med en vakker, lyslet smaagut i fanget;
gutten hadde spillende blaa øine, som vandret rundt
til alle og lo skjælm sk naar de fik fat i et ansigt;
varmen var tung og døsig derinde, øinene la sig snart
igjen. — Av og til la manden en haand bortpaa
akslen til kvinden, som om han vilde berolige hende;
da blev smilet sterkere hos hende; hun hadde ikke
tid til at se paa ham, men smilet sa: «Vær ikke
ræd du, han ska ikke faa narret mig, —• for jeg
forstaar det godt — han er lur, den karen!» —•
Da salmen efter prækenen var sunget, sa presten:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
