Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 22. Tiggak, som drev paa Isen til Akilinek
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lül
vaagnede de en Nat ved Vindens Susen. Det var Nordenstorm,
Brødrene holdt derefter op med Fangsten og levede af deres Forraad, men
det slåp omsider op. En Dag, da de heller ikke kunde gaae i Kajak,
var Tiggak forsvunden; henad Aften saae de forgjæves ud efter ham,
det var et stærkt Sneefog; først seent hørte de, at der blev raabt, og
da saae de ham komme, slæbende med to Sælhunde; da fik de
Ærefrygt for ham. Derpaa lod han koge og sætte Brysterne frem, med
de Ord: »Nu er det ikke vanskeligt, nu er det saa nemt, spiser nu
Bryststykker!« De gave sig da strax til at spise, men ingen talte et
Ord. Den følgende Dag skete ganske det samme, og hele den øvrige
Deel af Vinteren vedblev han at være deres Forsørger, men om
Sommeren holdt han op med at gaae i Kajak, saa lod han Svogrene
sørge for sig. Derefter tik Tiggak enPleiesøn; det blev atter Vinter,
hele Havet frøs til, saalangt man kunde see. Tiggak færdedes alene
paa Isen for at see efter Frostrøg og opdage aabne Steder, hvor
Sødyrene drage Aande; langt udenfor de yderste Øer hentede han
Sælhunde. Engang, da Veiret var stille og Himlen skyfri, skulde han ud
tilligemed Svogrene; han sagde da til Pleiesønnen: »idag kan du
følge med og gjøre din første Fangst.« Da de kom udenfor Øerne
til det aabne Vand, kiggede Tiggak ned gjennem Isen, det var nemlig
hans Skik at hugge et Hul for at undersøge Vandets Beskaffenhed.
Da han havde seet efter, reiste han sig og sagde: »jeg troer sikkert,
at det vil indtræffe. Tangen driver ligesom indad Landet til-, seer
engang.« Svogrene saae da, at Strømmen gik saa stærkt indefter,
som den ellers aldrig pleiede. Tiggak sagde : »vi faae en Storm paa
os, lad os skynde os iland.« De andre, skjøndt de neppe vilde troe
det, da Luften var saa stille og klar, lode deres Sælhunde ligge og
skyndte sig afsted. Da först saae de Sneen fyge paa Fjeldtoppen,
og ligesom de naaede de yderste Øer, kom Vinden farende og brød
Isen. Tiggak tog sin Pleiesøn og løb med ham, springende over der
hvor Isen var revnet. Tilsidst var der nær Landet en bred Revne;
alle de andre sprang over, men Pleiesønnen løb frem og tilbage langs
Kanten. Da fik Tiggak Medlidenhed med ham og sprang tilbage, og
alle de andre fulgte efter ham. Derpaa dreve de udefter og løbende
langs Bølgekanterne, kom de snart til at staae i Vand. Da bleve de
alle tause. Tilsidst sagde En af dem: »man siger, at Tiggak er kyndig
i Trolddom, vi drive nu ud i det vilde Hav.« Tiggak svarede: »jeg
kjender blot denne lille Tryllesang for Havskum.« Derpaa sang han.
Da han havde endt, saae de foran sig et lisfjeld, og de dreve snart
hen til en jevn Opgang paa det, som dukkede op og ned i Bølgerne.
Da det dukkede ned sprang Tiggak først over og efter ham de andre,
og saa dreve de atter. Derpaa sagde atter en af dem: »her ville vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
