Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 25. Om Broderen, som opsøgte sin Søster paa Akilinek - 26. Om Usungussak eller Savnimersok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
Forældrene meget glade ved at see deres Bornebørns Klæder og høre,
at deres for lang Tid siden forsvundne Datter vilde besøge dem.
Medens de nu ventede med Længsel, saaes der engang, da Veiret var
smukt, Slæder komme ud fra Søen af. Da blev der Glæde, og den
mindre Søster, som havde et meget muntert Sind, blev endmere lystig;
da de Reisende nærmede sig, hoppede og sprang hun over den
opstillede Baad. Men med det samme saaes Slæderne standse, og
derpaa vende om og ile tilbage; de vare formodentlig blevne bange for
Broderens Trækdyr og for hende, som sprang. De begyndte at raabe
efter dem og Forældrene bleve meget bedrøvede og græd; derover
ynkedes Sønnen, og i sin Vrede gik han hen til sine Trækdyr, tirrede
Aussiken, som var den arrigste, løsnede den og sendte den efter
Slæderne. Snart forsvandt Slæderne og Aussiken ligeledes bagefter
dem. Da den kom tilbage, var den ganske blodig om Snuden.
Rimeligviis har den dræbt dem alle; Broderen søgte ikke mere efter
dem, da han ikke ventede, at nogen af dem var tilovers.
26. Om Usungussak eller Savuimersok.
I et stort Huus boede der mange Folk sammen. En af dem,
Usungussak, kom gjerne tomhændet hjem, naar de andre havde fanget,
og saa pleiede Konen at skjænde paa ham. Engang da han saaledes
havde faaet Skjænd, var lian om Morgenen derefter forsvunden. Han
roede bort langs Landet og da han kom omkring et Næs, saae han
et Menneske oppe paa Land. Først blev han bange, men saa tænkte
han: »hvorfor skulde jeg frygte, jeg har jo selv besluttet at bortfjerne
mig.« Da hiin kaldte paa ham, nærmede han sig afvexlende, og
tøvede saa igjen. Tilsidst da han kom ganske nær og skottede med
Aaren, kastede hiin en Snare ud, trak ham til sig og bød ham følge
med sig ind i Landet. De vandrede afsted og kom til Jordens
Afgrund. Der begyndte Usungussak at hyle, men Indlandsboen bandt
ham og da han næsten var qvalt, løsnede han ham og de vare forbi
Afgrunden; derpaa kom de over en smuk Slette til hans Huus; han
havde Kone, men ingen Børn. Om Morgenen bød Indlandsboen
Usungussak at blive der, men selv gik han ud og kom om Aftenen støiende
tilbage med sin Fangst. Saaledes gik det i flere Dage. Tilsidst
længtes Usungussak efter sit Hjem; Indlandsboen fulgte ham tilbage,
de saae paa Hjemveien intet til Jordens Afgrund og da de kom til
Kysten, fandt de der en stor Mængde dræbte Sælhunde, nemlig som
Indlandsboen havde taget fra Land af med sin Snare. Da Usungussak
forlod ham, sagde han: »herefter kan du tage af disse Sælhunde, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
