Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 27. Om Avarunguak eller Agdlerut
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 19
ud at’ alle Lamperne, begyndende fra den yderste.« Avarunguak
fortærede strax Spækket af alle Lamperne. Faa Dage derefter sagde
den Store til Avarunguak: »nu kan du følge med os til vore Fjender;
naar vi komme ind og begynde at slikke, skal du hjælpe med. Derpaa
ville de byde hver af os en heel Hvidfisk at spise, da skal du stikke
din Kniv i Fisken, dreie den rundt, putte det udskaarne Stykke i
Munden, og idet du lægger Kniven, skal du sige: »»jeg maa først ud
at gjøre mit Behov, saa kommer jeg ind igjen at spise, jeg morer mig
meget godt..... Men naar du kommer ud, skal du løbe af alle Kræfter
her hjemad. Men forinden du kommer langt, skulle vi slikke vore
Fjenders Lamper ud, og følge efter dig.« Nogen Tid efter begave de
sig paa Veien til deres Fjender, kom til disses Huus, og da de kom
ind, slikkede de Trannen af Lamperne, idet de begyndte med den
yderste. Avarunguak hjalp med; da Husets Folk saae at det var en
Fremmed og betragtede ham nøiere, sagde hans Ledsagere: »det er
En, som boer hos os og hjælper os,« og derpaa roste og smigrede de
ham og talte om hans Behændighed og Styrke, og at de selv ikke
kunde maale sig med ham. Dette var rigtignok Løgn, men de talte
saaledes af Frygt, fordi de kjendte dem. Derpaa sagde Huusværten:
»henter Mad til de Fremmede, og strax gik Qvinderne ud og hentede
hele Hvidfisk, ligesaamange som der vare Gjæster, og de sagde:
»tager nu selv hvad I behøve, spiser og værer glade;« Derpaa spiste
de, men Avarunguak glemte ganske at han skulde gaae ud, og vedblev
at spise. Først da han var mæt, huskede han det, idet han bemærkede
at hans store Huusfælle stirrede paa ham og gav ham Tegn. Derpaa
sagde han rask, som denne havde befalet ham, og gik ud og gav sig
til at løbe af alle Kræfter. Da han nu nærmede sig Huset, saae han
sig om og bemærkede, at de som han havde besøgt vare blevne til
Bjørne og forfulgte ham, men hans Huusfæller naaede ham og
Døt-trene toge ham ved Armene. Da de kom nær ved Huset, vare
Forfølgerne i Hælene paa dem, da blev Avarunguak forladt af sine
Ledsagere, som skubbede ham hen for sig, og snart var han omringet af
Bjørnene. Men han havde en Lax til Amulet; derved gjorde han sig
saa glat, at han slåp fra dem og kom lykkelig hjem. Om Foraaret
vilde Avarunguak flytte bort fra dette Sted. Da han reiste, sagde hans
store Huusfælle: »kommer snart igjen og boer hos os; men der hvor
I komme hen skulle I sige, at hvis nogen seer en Bjørn, skal han ikke
dræbe den.« Derpaa reiste de, men da de saae sig om4 vare deres
Huusfæller forvandlede til Bjørne, — de havde overvintret hos Bjørne
i Menneskeskikkelse. Senere hørte de, at de der boede syd for dem
havde fanget en Bjørn; derpaa døde baade Avarunguak og Konen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
