Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 37. Merkisaliks Rensdyrjagt - 38. Om Namak
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
137
Slægtning af ham, ogsaa en Olding, som havde boet paa Plads
sammen med de mange Brødre. Da han var kommen paa Land, fortalte
han paa Veien op til Huset: »forleden Dag hændtes der vor
Samboende en Ulykke. Den yngste af Brødrene kom ikke hjem, lian havde
sagt Dagen iforveien, at han havde sat Harpunen i en lille Hval, og
nu vilde han ud og søge efter den, men han blev borte og vendte
ikke mere tilbage.« Tupilekkens Ophavsmand lod, som om han blev
bedrøvet og sagde: »han maa formodentlig have baaret sig galt ad.«
Men i sit Hjerte glædedes han derover. Da Gjæsten reiste Dagen
efter, bad han ham besøge sig engang imellem. Men først efter
længere Tid kom han igjen, og idet han traadte ind, sagde han: »igaar
er der atter vederfaret vore Samboende en Ulykke, nu er det gaaet
den mellemste af Brødrene ganske som den yngste.« Derover glædedes
Tupilekkens Ophavsmand rigtig i sit Indre, og Dagen efter, da Gjæsten
vilde reise, sagde han atter: »naar jeg i længere Tid ikke seer noget
til dig, længes jeg meget, besøg mig dog flittigt.« Senere kom han
og fortalte, at atter en af Brødrene var forsvunden paa samme Maade,
og tilsidst kom han og fortalte, at nu vare alle Brødrene forsvundne,
og de stakkels efterladte Forældre levede i dyb Sorg. Derved blev
Merkisaliks Sind noget beroliget.
38. Om Namak.
Begge Naniaks Forældre bleve dræbte af deres Samboende. Da
han dengang endnu var i en svag Alder, ynkedes en Mand over ham
og tog ham til Pleiebarn. Men denne Pleiefader ophidsede ham ved
Opdigtelser. Undertiden naar han sov, skræmmede han ham op med
de Ord: »nu ville dine Fjender ogsaa dræbe dig." Dette tog han sig
først meget nær, men efterhaanden blev han vant dertil. Undertiden
sagde Pleiefaderen: »den Namak! hvor han dog er glemsom, nylig
have de dræbt hans Forældre, og strax glemmer han det.« Naar han
hørte dette, kogte det i ham. Skjøndt han endnu var et Barn, lavede
Pleiefaderen dog en Slynge til ham og forærede ham den med de
Ord: «Namak, jeg vil ingen Kajak give dig, fordi jeg troer at dine
Fjender alligevel ville dræbe dig, men denne kan du have at øve dig
paa.« Namak tog Slyngen, begyndte at kaste, og fik efterhaanden
Oveise. Da det blev Foraar, var han aldrig ledig, men han vandrede
altid paa eensomme Steder, erindrende sig sin Pleiefaders Ophidselser,
og blev saaledes bestandig mere forbittret. Naar han kom hjem, lod
han sig ikke mærke med noget, men han glædede sig inderlig ved at
mærke, at han tiltog i Kræfter. Undertiden, naar han havde været
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
